Thomas Helmig er sin generations mest vaskeægte rockstjerne. Undertegnede så ham for ikke så længe siden krydse fodgængerovergangen i København, hvor Vester Farimagsgade møder Gyldenløvesgade – iført blåt læderdress, smarte støvler og spejlsolbriller.
Og selv om somme måske ville føle sig kaldet til at hviske et ’klæd dig dog på som den ældre herre, du i virkeligheden er’, kunne han snildt svinge dresset og lignede et timelangt besøg i Nicolai Wammens råderum: syv-otte milliarder.
I 40 år har han været en umiskendelig og stilsikker stemme i det danske lydlandskab – fra de soulede og funkede førstepladser med hans gruppe Brothers over de naivt reflekterende livsfriser fra slut-1980’erne og 1990’erne og til nu med status som driftsikker festivalfolkehelt.
Selvfølgelig skal han da ha’ en teaterkoncert. Også fordi hans Aarhus-kolleger fra TV-2 har fået en, og Gnags-gutterne får deres lige om lidt på Gasbeholderen.
Han er ikke tidsånden
Men hvad er han så for en, og hvad er hans værk for et, set i forhold til resten af holdet, der dukkede op i 1980’erne og medvirkende på Afrika-sangen?
Steffen Brandt og TV-2 repræsenterer en tommetyk tidstypisk ironi. A.G. og konsorter står for en snusfornuftig folkelighed – under bøgen og sådan. Thomas Helmig står – hvilket Søren Anker Madsen også bemærker i sin fine programtekst – for en mere umiddelbar livstolkning, en autenticitet.
Han er ikke tidsånden Thomas, ikke den musikalske seismograf, der udstikker nye finurlige trends. Han er Thomas Helmig, lægesønnen fra Egå, der voksede op, var udvekslingsstudent i USA, droppede ud af gymnasiet for at blive noget med musik – ikke ved musikken, det er vigtigt – og nu er dansk mainstream-rocks store ældre statsmand med ret til at bære samme, om det så er scenedress på åben gade i kontortiden i København. Og han synger sange om, hvordan det er at være ham.
Meget ofte cirkler de om kærligheden, om fortabelsen i festen, om svigtet, men også om tilgivelsen, forsoningen, tosomhedens sødme og om at komme hjem. Det sidste ekstremt stærkt formuleret i sangen ’Malaga’ fra albummet ’Helmig herfra’ fra 2006, en af karrierens absolut stærkeste, der udstikker hans livsfirkant: sommerhuset i Malaga, studieopholdet i Michigan, eksilet i København og hjertets bopæl: Aarhus.
Både den og en anden central sang optræder to gange i forestillingen, nemlig ’Kære maskine’ fra 1987, hvor Helmig for alvor trådte i karakter som solist og sangskriver.
Det er der naturligvis en pointe med. For selv om Cederholm, som den hårdkogte postmodernist han er, afviser, at forestillingen repræsenterer nogen overordnet ’fortælling’, ikke er en iscenesættelse af en menneskelig udvikling hos den ’Helmig’, der dekonstrueres i sangenes tableauer, så er der en historie, og den handler om at komme videre i livet for at forblive sig selv.
Og under den en anden, der antyder en mulig dannelsesrejse, hvor et kaleidoskopisk splittet subjekt tager en elevatortur (og Helmigs første band hed jo netop Elevatordrengene) op og ned i lykkens sfærer. Så de to sange ændrer karakter fra første til næste gang.
Der går party-uartig i den
Første akt eller halvdel tager tykt pis på selve koncert-begrebet ved at præsentere de medvirkende i kjole og hvidt, som et klassisk musikensemble med autoritær dirigent, fægtende med armene – ofte formålsløst mod publikum – som et symbol på en samlende instans. Der imidlertid pakker og skrider, hvorefter tingene udarter sig.
Der går party-uartig i den, og efterhånden smider folk bukserne, pingvinkostumerne mister deres ærmer, og den stilige opstilling taber form og bliver til drukken dans. Superstramt iscenesat og koreograferet med fornem integration af orkester, det medvirkende kor og ensemblet, der fester på livet løs med bajere, smøger, shots og stigende sanseløshed.
Her fører en dæmonisk smilende Mark Linn an i løjerne, godt hjulpet af Emil Prenter og Thorbjørn Hedegaard, men også Amanda Friis Jürgensen, Joanita Zachariassen og Clara Sophia Phillipsson giver den gas.
Det festende univers kender de fleste fra nogle af Helmigs mest elskede sange: Ikke mindst den folkekære ’Det er mig der står herude og banker på’ fra den bitre parforholdsplade ’Vejen væk’. Ved at være en duet, hvor de to sangere ikke helt er enige om, hvem det er synd for, skubbes den i retning af det humoristiske, men understreger samtidig ved sit forløb, hvor centralt tilgivelsen er hos Helmig. Det går igen i andre af hans sange: Han er taknemmelig for kærligheden og livet.
Anden akt er efter festen. Og her er der mørkt, vådt og koldt, hvilket understreges af scenografiens arbejde med vand og dette elements stemningsskabende elementer.
Det sort-hvide univers fra første akt er nu sort som 1980’ernes nætter. Og desperationen fra festens sidste krampetrækninger afløst af en anden rolig refleksion, gestaltet ved et stort hulspejl, der fungerer som overetage og bruges til at skabe nogle forunderlige lyseffekter.
Herfra synges den melankolske ’Midnat i Europa’, og under sangeren udspiller der sig sære og skræmmende optrin med maskebærende skikkelser, som var vi i en grum gyserfilm fra 1970’erne. Det er måske forestillingens visuelle clou. Foruroligende på den der Michael Kvium møder Hieronymus Bosch-måde, men samtidig afsindigt smukt og fængslende.
Fortolkningen kan diskuteres
At vandet også kan repræsentere tryghed og badespøgefuld samhørighed, kommer det imidlertid også til i et optrin, der diskret, men også distinkt hylder musical-klassikeren ’Singin’ in the Rain’ fra 1952, uden dog at synge godmorgen.
Ensemblet er ekstremt velspillende, sammentømrede og veloplagte, dansante, suverænt syngende og agerende. Og såvel scenografi som lysdesign er overlegent.
Fortolkningen af sangene kan man selvfølgelig diskutere. Kåre Bjerkø har det med at afæske materialet en kølig inderlighed, som måske ikke er tro mod Helmigs mere direkte og patosomfavnende udtryk. Men det passer til Cederholms undergangsvisionære iscenesættelse, hvor vi danser, fordi vi skal dø, og fremtiden ikke findes som andet end nu.
Man kan spørge, om der er tale om overfortolkning af et korpus af popsange, der favner det banale varmt og derfor af og til kysser det geniale? Og her vil jeg nok sige, at det er der.
Men teaterkoncerten er jo netop et påskud til at iscenesætte og fortolke et musikalsk materiale uden anden anledning end at gøre det til en scenisk begivenhed. Derved får sangene og teksterne et nyt og andet liv, selv om man måske rykker sig lidt i sædet.
Og derfor er teaterkoncerten Thomas Helmig en god oplevelse. Det kan godt være, at Thomas Helmig og AGF-fansene lukker deres øjne i Aarhus. Men teaterkoncerten åbnede dem samme sted. Og det er vel en god ting.
fortsæt med at læse
