Ikke noget med indvandrerbander over for en flok indædt danske rødder som en gang 'West Side Story' i Nordwestkvarteret. Til dem, der havde forestillet sig en oplagt aktuel opdatering af den godt 50 år gamle musical, siger instruktør og teaterleder Lars Kaalund nok så polemisk i programmet: »'West Side Story' er ikke aktuel, den er eviggyldig«. Men det ene ikke behøver vel ikke at udelukke det andet. Da koreografen Jerome Robbins og komponisten Leonard Bernstein skabte deres legendariske musical i 1957, der fik sit massepublikum med filmudgaven i 1961, var det med aktuelt udspring i konflikter mellem indvandrede puertoricanere og unge amerikanere i et socialt belastet New York. På Østre Gasværk viser de ikke desto mindre, at det holder over al forventning at spille 'West Side Story' som den klassiker, den er: en kærlighedstragedie mellem Tony og Maria, modelleret over Shakespeares 'Romeo og Julie', og et socialt drama om integrationskonflikter og en tabt ungdom. Langer forestillingen ikke demonstrativt aktuelt ud i tiden, så breder den sig til gengæld med pågående energi ud i rummet. Den suverænt debuterende scenograf Ida Marie Ellekilde har fået installeret et helt stykke 50'erstorby, der strækker sig op i fem etagers højde. Orkestret har lejet sig ind på førstesalen, hvorfra de sender Bernsteins musik ud over landskabet, dramatisk ulmende og ekspressivt sprængladt. Her går den vilde jagt mellem de to bander, amerikanske Jets over for de puertoricansk mørklødede Sharks. Hen over tage, op og ned ad mure og brandtrapper fræser og stæser de rivaliserende unghunde, og videre i skarpe diagonaler gennem gydeagtige smutveje. Alt imens tilspidses konflikten, projektører skærer gennem halvmørket, og vinduesfacader lyser blodrødt op. Selve dramaets grundkonflikter synes stanset ud i landskabet. Dels peger det uoverskuelige byrum på, at der altid vil være en ny smutvej, en ny overset vinkel, hvorfra bandekonflikterne kan tage fornyet fat. Dels strækker det sig gråt i gråt, uden mulighed for social opstigning, selv femte etage ligner beskæmmende underetagerne. Kun der hvor Maria bor, omgivet af pink palmetapeter, lyser op som forjættende åndehul. Kærligheden er den eneste mulighed for flugt - for liv? Når Tony møder Maria fra den anden lejr, og de forenes i en 'Tonight, tonight', så ikke et øje er tørt, lyder stykkets kærlighedsbudskab, at den er det middel, der skal få rivaliseringen mellem de to bander til at stoppe. Maria Lucia Heiberg Rosenberg som Maria synger, så hårene rejser sig af fryd. Så lad gå, at hun i starten spiller lidt for sukkersød, for hun er i sin hvide, struttende ungpigekjole fuld af afvæbnende uskyld og dulmende blød kvindekraft. Ikke mindre bevægende er det, hvordan Caspar Phillipsons Tony i den himmelblå T-shirt med sit nuancerede spil kan synge så stærkt (han er i modsætning til hende jo ikke sanger, men skuespiller). I kraft af de to vibrerer dramaets kærlighedsbudskab stærkt og ægte. Maria sender Tony ud for at forhindre et blodigt bandeopgør. Men tværtom bliver de tos love story det, der får kampen til at eksplodere i vold og mord. I desperation over at Tony bedste ven og bandeleder er blevet dræbt, stikker han en kniv i maven på Marias bror. En kniv lige i maven på kærlighedsbudskabet. Det er et forrygende actiondrama, som Lars Kaalund, der her folder sin indre rod ud, og koreografen Signe Fabricius får til at stryge over scenen. En speed freak-energi gennemstrømmer de suverænt dansede gruppeoptrin, uanset om det drejer sig om kamp til kniven, eller farverige partyoptrin, hvor de skarpladte lømler bakkes godt op af tøser som sexede farvebomber med brusende skørter og æggende tilråb. Kampen synes at være den eneste mulighed for liv, som findes for denne tabte ungdom - uanset etnisk baggrund. De er aldeles overladt til deres eget univers, af de få og grå voksne, såsom den kommando-autoritære politichef (Peter Rygaard) eller den let vattede barejer (Finn Nielsen). Netop derfor virker det så stærkt, at der er tale om et medrivende ungt hold på Østre Gasværk . Fremragende danset og sunget bliver der (selv om det kniber lidt med dialogen), ikke mindst af Szhirley Rasmussen som Anita, og skønt Niclas Bendixen som bandeleder Riff ikke er det store sangtalent, er han til gengæld i top som danser. Man kan ikke andet end rives med af den unge energi, der strømmer gennem 'West Side Story'. Dynamisk actiondrama om rodløs ungdom og en love story, der griber om de indre rødder.