Der er knas på linjen. Hvor ringer du fra? »Jeg har været til optagelse på tv-serien ’Sommer’«. Det er den om Læger uden Grænser. Skal du spille en tuberkuloseramt flygtning fra Darfur? »Det ville være en udfordrende rolle, men jeg spiller noget så klichefyldt som en forfatter«. Du er nok også for renskuret til at spille syg stammekriger. »Jeg er i hvert fald nok for hvid til det«. Så hellere rollen som rigmandssøn på en lystyacht i Hellerup Havn. Det er mere dig? »Jeg ved ikke, hvor meget jeg behøver gøre mig umage for det. Og for det ikke skal være løgn, spiller jeg også en forfatter i det stykke«. Du er ung direktør for Teater Grob. I vil gerne være en scene for de unge og vilde. »Vi vil i hvert fald gerne være et teater, der får folk til at forstå, at det kan være lige så fedt at gå i teater som at gå i biografen og se en god film«. Men i virkeligheden er det vel bare et trøsteteater for forkælede fiaskoer, der ikke er gode nok til Det Kongelige? »Det er fordi vi alle sammen har nogle meget spæde stemmer. Så vi kan godt lide at være i små rum, hvor vi ikke skal tale en hel teatersal op. Men det er ren kompensation, selvfølgelig«. I pressemeddelelsen kalder I også Teatret Grob for »virkelighedens teater«. »Okay? Det lyder da totalt irriterende«. Ved I overhovedet selv hvad det betyder? »Det har vi ingen anelse om. Men det er alligevel forsøget værd at prøve at skildre virkeligheden. Forhåbentligt bliver der spillet på en måde, som virker nogenlunde troværdigt«. Men er det ikke utroværdigt at Kim Bodnia og dig skal spille far og søn? »Muligvis, men jeg tror eddermame, at vi kommer til at spille far og søn, så man tror på det«. Han ligner jo en gorilla, der har spist Hans Engell, og du ligner en pretty boy fra en tandpastareklame. »Det er jo skuespillets kunst at kunne transformere sig, så jeg kommer til at ligne en gorilla og Kim kommer til at ligne en pretty boy. Jeg tror i hvert fald, at Kim Bodnia kan få mig til at ligne en gorilla«. Jeg tvivler. Man kan jo umuligt se forskel på dig, Kenneth Plummer og Barack Obama. Tre kønne knægte med et tvivlsomt talent. »Lad os nu se, hvem der bliver USA’s næste præsident, når vi er kommet så langt«. Men var du blevet berømt uden dit englefjæs? »Selvfølgelig var jeg det, men det er ikke sikkert, at jeg var blevet gift«. Ja, o.k. I foråret blev du jo også Reumert-nomineret for Årets Mandlige Hovedrolle. Var det for din optræden i dokumentaren ’Øjet i natten’? »Ha, ha. Det var da et forfærdeligt spørgsmål. Hvad fanden skal jeg svare?« Jeg kan hjælpe dig lidt på vej. Den handlede om Københavns vilde natteliv, og der stod du. Plakatpåvirket og lommefilosofisk. Det var sgu virkelighedsteater. »Jeg håber ikke, man kan få en pris for et så klichefyldt portræt af en ung upcoming skuespiller. Det er et overstået og ufatteligt kedeligt kapitel«. Nå, men hvorfor blev du så Reumert-nomineret? »Det var for tre forskellige roller. ’Åsted’ på Husets Teater og Teatret Grobs ’Hjem kære hjem’ og ’Håndbog i Overlevelse’«. Håndbog i overlevelse? Sådan en kunne du godt bruge, når du skal arbejde sammen med Kim Bodnia. »Jeg har nok mere brug for en håndbog til den danske Marlon Brando«. Du vil gerne gøre en pretty boy ud af ham, hva’?. »Kim Bodnia er jo en ret smuk mand, egentlig«. Okay, så. Han er pisse flot. Men har han ikke stukket dig et par flade endnu? »Nej, vi har haft en fantastisk kemi, og det har været fantastisk at arbejde med ham. Man kan ikke se, at det er længe siden han har spillet teater«. Så du får ingen faderkomplekser ved at spille hans søn? »Det gør jeg helt sikkert, men det er kun godt for forestillingen«.