Hvad så, har du været inde at se fodboldfilmen ’Og det var Danmark’ i biografen? »Nej, det har jeg ikke endnu«. Det må ellers lige være noget for dig med sådan en nationalnostalgisk kuldegysningsbasker fra dengang, danskerne var samlet om fælles værdier? »Nu kan vi så diskutere, hvad danske værdier egentlig er. De starter ikke nødvendigvis på fodboldbanen for mit vedkommende. Jeg synes, man skal søge nogle andre steder hen, som for eksempel mod tv-teatret og Leif Panduro«. Men altså, fjernsynsteater fra 1970’erne på Det Kongelige. Er stolerækkerne så skiftet ud med sofaer, hvor lillemor serverer finskbrød og kolbekaffe? »Nej, der er benhårde teaterstole. Vi laver det netop til teater, så fjernsynet er væk. Det er teksten, der er tilbage«. Du mener, at den er tekstet for hørehæmmede? »Nej, det kræver både hørelse og syn at være der«. Kommer stykket ud på VHS? »Nej, det gør det ikke, for det er lige præcis pointen, at det er live teater lige nu, og den bliver oven i købet kun spillet en enkelt gang«. Hvorfor er du så forelsket i din egen opvækst? »Jeg er ikke forelsket i min egen opvækst, men jeg tror på, at man kan lære noget af historien. Og det, der er interessant ved det her stykke, er, at det desværre er rasende aktuelt i dag. Det er ikke et nostalgisk tilbageblik, men har tværtimod noget på hjerte i dag som en beskrivelse af en kvinde over 60 år og en ung mand, som hver især er blevet overflødige og forsøger at finde en mening og en plads i tilværelsen. Der er mange paralleller til Leif Panduros tid i nutidens reaktionære og småborgerlige kræfter«. Men altså, du har både iscenesat tv-serien ’Familien Gregersen’ og nu noget gammelt dansk tv-teater. Hvor meget andemad har du efterhånden pillet ud af navlen? »Andemad og andemad. Det ved jeg nu ikke. Man kan lære af historien, og for at komme videre skal man jo kende sin fortid. Det er ikke et arkæologisk eller nostalgisk trip, men historier, som det giver mening at lave i dag, fordi de fortæller, hvem vi er i nutiden«. Ved vi ikke nok om vores historie? ’Matador’, ’Bryggeren’, ’Krøniken’, ’Familien Gregersen’, ’Album’ og en DR 2-programflade fyldt med de nostalgiske programmer ’Husker du?’. Ja, gu’ fanden husker vi, og vi orker ikke mere formuldet danskhed. »Det tror jeg nu nok, vi gør, for ’Familien Gregersen’ var det største tilløbsstykke på Århus Teater i mange år, og ’Krøniken’ og ’Matador’ havde meget høje seertal. Så der er et behov for det«. Er det behov ikke bare et symptom på en kulturfattig generation, der dyrker den nære fortid i mangel af indhold i samtiden? »Det er et større issue end som sådan. Lige nu står vi midt i en kæmpe debat om, hvad kulturkamp og danskhed er. Så jeg tror, at det er et forsøg på at finde en fællesnævner, som ikke handler om at spole tiden tilbage, men om at komme videre«. Altså, mens vi sidder i vores samtalekøkkener og ser ’Krøniken’ på fladskærmen og taler om dengang, man ikke havde fladskærm? »Nåååh, kan I huske den gamle buttede Nilfisk?« Det er sgu da bare et behov blandt kulturløse forbrugere på retrotrip. »Din udlægning af den oplevelse siger mere om dig end om de seere, der fulgte ’Krøniken’. Man kunne også forestille sig, at det udløste en samtale om, hvilke fællesværdier vi skal bruge for at komme videre«. Så det handler om, at »Landet bygger på den danske kulturarv, og at dansk kultur derfor skal bevares og styrkes«? »Ja, netop fordi vi ikke kun er landsholdet og amagerhylden. Vi skulle måske nærmere rette blikket mod Panduro«. Man kan vel også sige, at »Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund«? »Bestemt. Netop at man både skal lære af fejltagelserne og plusserne. Desto større viden og information om vores fortid, desto større valgmuligheder har vi. I det øjeblik vi er historieløse, er det sværere at lave alternativer til fortiden«. Det var to kulturpolitiske punkter fra Dansk Folkepartis principprogram, som du lige har erklæret dig enig i. »Jah? ...« Hvad er forskellen på dit kultursyn og Pia Kjærsgaards? »Forskellen er, at mit udgangspunkt for at søge tilbage og forstå vores historier blandt andet er for bedre at kunne rette os mod andre kulturer. Desto større fundament man står på, desto nemmere er det at åbne sig frem for at blive skræmt af det fremmede«. Skulle du ikke hellere indse, at hun bare siger det, som du og en masse tv-folk iscenesætter som kunst? »For det første vil jeg sige, at der er meget stor forskel på min udgave af ’Familien Gregersen’ og tv-serien. Jeg kan høre på det, du siger, at du går meget lidt i teatret, så igen må dit udsagn stå for egen regning. Det er reaktionært at forvente, at noget, der ikke er nyskrevet til lejligheden, ikke kan påvirke samtiden«. Hvad har du på plakaten næste gang? En tv-avis fra 1970’erne? »Det kunne man godt forestille sig. Eller en grønlandsk tv-avis fra 1970’erne«.