»Ses vi?«. Ingen anden teaterdirektør ville kunne sende sådan en appel ud på plakater rundt om i byen uden at virke lummer og forloren. Men Malene Schwartz kan, i kraft af sin Maude-karisma, ligesom hun i det hele taget gør en god indsats for Folketeatret her i 11. time, inden det bliver lagt sammen med Det Danske Teater. Når hun lægger ud med en så festlig ’Ronja Røverdatter’, så er det klart: »Jo, vi ses!«. Så længe det varer, inden direktøren for det hele, Det Danske Teaters Waage Sandø, overtager chefstolen. Råhygge på røverborgen
De to syvårige unger, jeg havde med inde at se forestillingen, sagde både »sejt« og »sjovt«. Sebastians populære musical står her frem som en billedstærk familieforestilling med fut og følelser i. Bagved huserer instruktør Vibeke Wrede og scenograf Marianne Nilsson; det samme par, der sikrede sidste års hit ’Et juleeventyr’, som kan genses til november. Historien om røverdatteren Ronja med det stride hår og sind, der trodser sin far og bliver gode venner med Birk, søn af den rivaliserende røverhøvding, går lige i publikum med røvertramp og ramasjang. Og det i en scenografi, der snart kan tårne sig op som ufremkommeligt klippelandskab, snart ose af råhygge omkring ildstedet på borgen. Glimrende skuespil
Der er lidt Romeo & Julie i børnehøjde over temaet med de to rivaliserende bander og obsternasige fædre, der driver Ronja & Birk ud i skovens ensomhed. Her kan de to, der spilles og synges uimodståeligt godt af Signe Vaupel og Laus Høybye, så på skift boltre sig, længes hjem og strides, så det brager: »Det er min skov!«. Alt sammen dog med lykkelig udgang, og så med et herligt følge af nærsynede rumpenisser, grumme grådværge med hapsehænder og formummede fogedknægte med hvæssede knive. Der er ikke mindst lystige stunder, når røverne skal i hadebad – det årlige – eller når Ronjas far, den grævlingeiltre Mattis (Henrik Weel) får endnu et raserianfald, så hans mænd segner på stribe, mens hustruen Lovis blot rækker ham endnu et stykke brænde, han kan kaste med – så lad dog barnet. Der er godt med no nonsense-slagfærdighed over Christiane G. Koch. Og bortset fra gamle Skallepers generøse varme (en bevægende Paul Hüttel), så er det hunnerne, der har fat i den lange ende her på røverborgen. Ikke mindst Ronja, der nok vil være sin fars pige, men ikke nogen røverdatter. Hun er først og fremmest sin egen. Ikke noget dårligt perspektiv her i en forestilling, der både på og bag scenen og helt op på direktørstolen rykker frem med sit eget budskab: kvinderne til tops på borgen.