Mørket lukker sig om én, når man kommer ude fra lyset og går ind under det store kastanjetræ, der står ud mod Kronprinsessegade i Kongens Have. Herinde ved den kæmpestore stamme er der svalt og dejligt, og den bagende sol, der ellers tvinger kludene af solbaderne i resten af haven, er lukket helt ude. Det var her, helt inde under træets store krone, at Marionetteatret i Kongens Have blev grundlagt for fyrre år siden. I sommeren 1966 fik kunstmaleren Helgo Jørgensen, der havde spillet dukketeater for voksne i Tivoli, den idé, at byens børn skulle kunne se udendørs dukketeater i haven, og han startede det klejne og interimistiske dukketeater under et halvtag ved træet. Her kunne forbipasserende børn og deres forældre på udvalgte dage høre og se Mester Jakel-historier. Birte Norst, der i dag leder Marionetteatret, kan tydeligt huske tiden under træet. Hun kom til teateret i sommeren 1967, og i to somre spillede hun dukketeater sammen med Helgo Jørgensen, inden han trak sig tilbage i 1968. To år senere blev teateret en smule mere etableret, da det overtog pavillonen ud mod Kronprinsessegade, hvor det også holder til i dag. »Pavillonen ligger klos op ad træet, så på sin vis har teatret ligget på samme plads i haven i 40 år«, fortæller Birte Norst, der indtil for nylig selv hvert år har været dukkefører. Eller dukkespiller som hun kalder det: »For mig er en dukkefører én, der får besked og instruktioner på, hvordan dukken skal føres. En dukkespiller er én, der selv er kreativ og selv har øje for, hvordan dukken skal bevæge sig«. Inde i dukken Som regel er der tre dukkespillere per forestilling, men derudover er der også en scenograf, en musiker og nogle til at sy dukker. »Vi er fem-seks personer, der sommeren igennem er med i alle processerne omkring årets to forestillinger«, fortæller Birte Norst. »Vi har ikke nogen fast arbejdsfordeling, så man kan godt fremstille dukker og være dukkefører på den første forestilling og dernæst skrive manuskript og være instruktør på den næste«. De medvirkende er alle autodidakte, og ifølge Birte Norst er det med dukkespillere som med alle andre skuespillere: »Nogen kan, og nogen kan ikke. Nogen har med det samme fornemmelsen af 'at være inde i dukken' og ikke bare at føre den. Andre bliver aldrig rigtig gode til det«. Hun forklarer også, at der - modsat hvad mange tror - ikke er forskel på marionet- og dukketeater: »Nogle tror, at marionetteater er med snore, men det passer ikke. Dukke- og marionetteater er det samme. 'Marionet' betyder simpelthen bare 'lille Maria' eller 'lille dukke', så det har ikke nødvendigvis noget med snore at gøre«. Kærlighed i aftenlys Marionetteatrets forestillinger henvender sig primært til børnehavebørn. »Men det er rigtig sjovt at se, at der faktisk kommer tre generationer herinde i dag. De, der for 40 år siden var her som små, kommer i dag med deres børn eller børnebørn«, fortæller Birte Norst og tilføjer: »Det er faktisk helt overvældende, så mange mennesker, der kommer. Hver sæson spiller vi for omkring 40.000 mennesker i løbet af de tre måneder, vi har åbent. Så selv om vores eneste reklame er de 2.500 plakater, vi hvert år sender ud til børnehaver, biblioteker og andre institutioner, mangler vi bestemt ikke publikum«. Fire gange har teatret også spillet aftenforestillinger for voksne. »Vi spillede 'con amore' - ikke fordi der var penge i det. At spille om aftenen giver et helt andet og fantastisk lys. Vi spillede blandt andet Lorcas 'Don Perlimplins kærlighed til Belisa', hvor Perlimplin skulle ligge og dø på en bænk, og det gjorde han lige præcis, idet solen gik ned. Det var ret særligt og en af den slags oplevelser, der gør, at man hver sommer vender tilbage«, siger Birte Norst og tilføjer: »Selv om det nu er 39 år siden, jeg sidst har holdt rigtig sommerferie«.