Stærkest var nok det billede, der mødte en, efter at hele 'Thors ragnaroktabernakel var forbi. I et surreelt måneblegt lys drog de flere tusind tilskuere bort fra Ulvedalene. Da var vi netop de dødelige, dødsrige-dømte, der var blevet sendt bort fra Valhallas lysende gudeborg og Det Kgl.'s scifi-mytologiske drama, hvis udgang netop er: at menneskene er blevet skilt fra guderne. Billedkraft Med overvældende billedkraft har dramaet om Odinsønnerne Thor og Balder samt alle de andre superhelte og skurke foldet sig ud i Christian Friedländers fabulerende, nordisk-østerlandske scenelandskab med knaldrøde tempelagtige bygninger, tårnhøj obelisk, platforme og gangbroer - tilsat Jesper Kongshaugs unikke fornemmelse for lys. På tilsvarende vis har en af vores bedste dramatikere Jokum Rohde krydset tid og sted i sin glimrende dramatisering af historier fra den nordiske mytologi, godt spædet op med elementer fra fantasy, Ringenes Herre, Dungeon and Dragons og andet godt. Med sikkert greb Intet mindre end to teaterchefer er sat på instruktøropgaven, Kasper Bech Holten og Mikkel Harder, med et sikkert greb om det stort opsatte actiondrama. Så snart vi kommer i gang med kampscenerne, går det strygende. De er godt peppet op med stuntmen, bueskytter, en hær af heste og kampklare, velsyngende folkemasser samt gode benknasende lydeffekter. Det kniber dog med at få gang i historien om Thor, der må ofre sig for at redde sin bror Balder op fra dødsriget - med udløsning af ragnarok til følge. Godt glimt i øjet Man kunne til start frygte at være havnet i et egnsteaterspil med sjungekor og dannebrogsfarver og lidt for meget »Me Tarzan, You Jane« over præsentationsdialogen. Cut det, familiepublikummet har allerede varmet med op julekalenderen 'Valhalla'. Og Maja Ravns eminent træfsikre kostumer siger i forvejen så meget, med et glimt i øjet. Som når der på superhelten over dem alle står henover den muskuløse brystkasse: THOR. I sin Thormundering med tatoveringer og læder er Lars Bom en skæppeskøn krydsning mellem en Bandidosrocker, en super hero og en nordisk gud. En guddommelig firkantet slagsbror (med en blød midte), der med sine strålekast fra hammeren sender diverse undermålere i gulvet. Kvindernes kamp En moderne helt er han, handlingens mand, lidt ensom, utilfreds med sit job, og så har han gang i hele tre kvinder. Hans viv, den forførende røde krigerske Sif (Trine Pallesen) bliver rørende paf, da hun bliver vraget til fordel for den på alle måder kampberedte Valkyria (Stine Prætorius). Men i sidste instans får den isnende sort-dramatiske Hel lokket ham ind i sit dødsrige (Charlotte Munck er statelig, supersexy og iskold). At skulle sælge sig selv til dødsgudinden for at få lillebror og yndlingssønnen Balder ud af dødsriget, er en byrde tungere end Thors hammer, ligesom det i det hele taget har været det at skulle efterleve far Odins krigeriske påbud (der er autoritet over Nis Bank-Mikkelsen). Drabeligt slag! Mindre interessant bliver her den lyse brormand Balder, selv om sprælske David Owe kan klare den lange trappe op til Odinsborgen i et par spring og ikke er bleg for at lave en baglæns saltomortale fra hesteryg (han har jo også varmet op med 'Vild med dans'). Men de renfærdige er altid en smule kedelige. Til gengæld er Morten Suurballes svigagtige Loke en herlig overherreonkel, parat til at ryste dræberstråler ud af ærmerne og ikke mindst træske planer om at få Balder dræbt, og i ledtog med ildguden Surts sorte hære erobre Valhalla. Ragnarok er udløst! Drabeligt kommer slaget til at stå. Fantastiske kampscener, med ild og laserlys og galopperende dræberhære, akkompagneret af de dødes jamren i Hels rige. Her kommer 'Thor' virkelig til sin ret: i de store actionmættede, billedstærke tableauer. Det skal jo ikke være Norén eller klassiske dybsindigheder her langt ude i skoven med micro-ports foran et massepublikum. Magisk At der tilmed kan dukke så fortryllende personer op som de to klovne-trolde, Klumpe og Tumpe (Marie Louise Wille), er en ekstra gevinst. Midt i dødsriget kan Maria Rossings urkomiske Klumpe bilde os ind, at hun er havnet i Mexico på jagt efter en body tequila. Det rene Rode-syretrip. Så tilgiver man gerne Balders lidt trælse, afsluttende fredsbudskab: slut med det krigeriske Valhalla. Meningen er god nok, krigertiden er ved at rinde ud, selv Thor er træt af at slås. Ikke desto mindre, tak for kampen! Efter at hele ragnaroktabernaklet havde braget løs med et overmål af spektakulære effekter, føltes det såre tomt, da de kæmpende guder havde forladt scenen. Forbindelsen til os dødelige var mærkbart blevet cuttet. Men magien havde tag i os. Det var lige før, at man på vej hjem undrede sig over, at torden og lynild ikke bragede løs over vores hoveder. Som en hilsen fra ham deroppe, Thor, the real thing.