En dag stod Astrid Saalbach pludselig i Nepal. Hun var ikke på ferie, men på research. Hun ville med egne øjne se, om det nu også passede, hvad hun havde læst om i aviser og bøger. »Det var her, alvoren i det hele gik op for mig. Bare det at stå over for nogle børn, der gerne ville i kontakt med én. Men man ved, at man ikke kan røre dem, for så får man alle deres sygdomme. Der var nogle ting, som jeg også opdagede hos mig selv. Alene tanken om, at jeg ikke kunne give en pige en bold, uden at jeg skulle tænke over, om jeg nu ville gøre hende mere skade end gavn. Fordi den bold uden tvivl ville blive taget fra hende, lige så snart jeg var rejst igen«. Overvældet og rystet Astrid Saalbachs nye stykke handler om dansk udviklingsbistand og hedder ’Rødt og grønt’.

Rødt for den blodige virkelighed, som Nepal gennem mange år har stået midt i – mellem regeringen på den ene side og maoisterne på den anden. Og grønt for græs. Hun havde aldrig før været et sted, der var smukkere og frodigere. »Jeg var der jo kun i 15 dage. Mit ophold skulle bare være mit sanseindtryk, efter at jeg havde læst om de hårde facts. Jeg kunne lige så godt have skrevet mit stykke uden at have været i Nepal. Men nu var jeg altså dér, og jeg havde aldrig før været i den tredje verden. Jeg blev selvfølgelig fuldstændig overvældet og betaget – og rystet«. Blod på hænderne Forinden havde Astrid Saalbach søgt et rejselegat hos Danida. Allerede da hun udfyldte ansøgningen, gik det op for hende, hvordan Danida arbejder og tænker. Et af spørgsmålene gik på, om hun troede, at hendes stykke ville forandre verden, og så kunne man enten krydse af ved ja eller nej. »Jeg har aldrig i hele mit liv turdet tro på, at det, jeg laver, vil forandre noget. Men jeg var sikker på, at hvis jeg krydsede nej, ville jeg ikke få pengene, så jeg krydsede ja og tænkte: så, nu er rejsen begyndt«. Hun talte også med nogle af de mennesker, der boede derude og var ansat under Danida. »Der var jo borgerkrig i Nepal, og derfor var det farligt for de lokale at arbejde for Danida, fordi det at arbejde for en statsinstitution blev opfattet som det samme som at arbejde for magthaverne, i dette tilfælde kongen og hans sikkerhedsstyrker, og så var man potentielt mål for maoisterne, der er lige så brutale«. »Det betød også, at de, der arbejdede for Danida, var i en ret prekær situation. Sådan er det jo i de fleste af den slags lande. Der er ikke fred og ro, og vi kommer og blander os i noget og skubber til en balance – eller en ubalance. Vi kommer og får blod på hænderne, selv om det ikke er det, vi vil. Vi vil lære dem at passe på træerne, men pludselig er vi skyld i, at nogle dør«. »Eller vi vil undervise børnene, fordi vi i vores del af verden mener, at det er vejen til lykken at kunne læse og skrive. Pludselig opdager man, at vandet på den lokale skole er forgiftet af arsenik, og man har ikke fået penge til at rense vand, men til at undervise for, og hvad skal man så gøre?«. Det gode land Men trods alt, noget af det, vi gør, hjælper vel? »Jeg er ikke stødt på nogle eksempler«, smiler hun. »Vi bliver ved med at holde fast i vores udviklingsbistand, selv om både højre- og venstreorienterede økonomer verden over i artikler, rapporter og bøger har påpeget og dokumenteret, at f. eks. bruttonationalproduktet i de lande, der modtager udviklingsbistand, er lavere end i dem, der ikke gør. Det samme gælder den demokratiske udvikling. Vi spreder korruption og bliver selv korrupte, og de, der råber op om det inden for Danidas egne rækker, bliver straffet hårdt og forfulgt«. »Udviklingsbistand er en industri og en masse højtlønnede job til dem, der forstår at indordne sig, siger hun. Men det er også vores selvopfattelse, der er på spil, det billede, vi har af os selv, at vi er de gode. Vi hjælper. Vi deler gerne ud. Til gengæld gider vi slet ikke høre på, hvad den tredje verden har at sige til os. De beder os om at fjerne handelsbarriererne. I stedet eksporterer vi vores egne regler og vores kultur. I virkeligheden teer vi os som koloniherrer over for nogle, der ikke kan forsvare sig«, mener Astrid Saalbach. »Vi tager ud og lærer den tredje verden om good government. Noget, vi ikke engang selv kan leve op til herhjemme. Vi har så mange fine idealer, som vi prøver at eksportere i deres reneste form til den anden side af kloden, men som for længst er eroderet væk hos os. Vi sender folk ud til den yderste forpost for at opretholde det billede, vi ynder at have af os selv: Hvis man er et anstændigt land, har man naturligvis også udviklingsbistand«. Du angriber Danida og dansk udviklingsbistand direkte i dit stykke? »Ja! Mit stykke handler om, hvorvidt vi kan dele. Og om, hvorvidt vi skal dele. Og hvis vi skal, hvordan skal vi så gøre det? Og så handler det også om al den skyld, vi går og bærer rundt på. Man skal være ekstremt kold og ligeglad, hvis man ikke tænker på, hvilken andel man selv har i, at der hver dag er nogle mennesker, der dør af sult eller i krig«. Danida er lidt som KGB Astrid Saalbach har ikke skrevet om afrikanere eller nepalesere i sit stykke, men om os selv. Om fem mennesker, der befinder sig i et borgerkrigshærget land, hvor de er ansat ved forskellige udviklingsprojekter.