»Det var så flot, Sara!«, sagde de voksne. Men hvad hjælper det, når der ikke er nogen, som klapper?
Det hele var ellers planlagt ned til mindste detalje. Bowlerhatten. Det smalle overskæg. Stokken, der kunne bøje. Hun havde brugt ugevis på at øve sig hjemme på værelset sammen med sin far, og nu skulle hele skolen se hendes Chaplin.
Men da hun trådte ind på scenen, og stumfilmmusikken begyndte, gik det slet ikke, som hun havde forventet.
De andre børn kiggede undrende på den lille, lyshårede pige i alt for store sko, som med næsten minutiøs præcision inviterede dem med indenfor i det sort-hvide univers, som hun elskede. Men som ingen af de andre børn kendte noget til.
Egoet og kunstneren
En hyldest til en død stumfilmstjerne falder selvsagt rimelig meget til jorden, når man går i 4. klasse, og alle de andre børn synger playback til Anne Linnet. Chaplin endte på talentkonkurrencens sidsteplads, og skuffelsen var total, selvom lærerne kom hen og trøstede bagefter.
Det er efterhånden lang tid siden, at Sara Grabow gik i 4. klasse, men den 31-årige musiker og skuespiller er stadig afhængig af klapsalver. Den ene halvdel af hende er i hvert fald.
»Det er en kæmpe konflikt for mig, at jeg gerne vil ses og klappes ad. Og jeg er stadig meget bevidst om kampen mellem egoet, der vil have opmærksomhed for opmærksomhedens skyld, og kunstneren, som har noget på hjerte og egentlig er ligeglad med, om der er nogen, som hører det«.
»De to personligheder står og kæmper med hinanden på scenen og inde i mig: Skal jeg lave min musik, så de vil spille den på P3, eller skal jeg mærke efter og lave det, jeg selv kan lide? Det er nok min grundkonflikt«, siger Sara Grabow, der i går havde premiere på forestillingen ’Før det blir sagt’ på Lille Gasværket, som hun både medvirker i og har fået ideen til.
Ét stort bankende hjerte
Det er måske ikke så mærkeligt, at man jagter klapsalverne, når ens far er sådan en, alle klapper ad.
Sara Grabows far hedder Sebastian, og op igennem især 1970’erne og 80’erne var han verdensberømt i Danmark for først sine poetiske protestsange, siden sine lydspor og sange til musicals. Hans datter har fra barnsben været betaget af den stemning, som hendes far kunne trylle frem, når han spillede live.
»Jeg husker tydeligt en Roskilde Festival, da jeg var meget lille, hvor jeg gik rundt backstage, mens han spillede. På et tidspunkt kiggede jeg ud, og dér gik det op for mig, at min far var elsket af mange. Stemningen var fantastisk, og alt gik op i en højere enhed. Publikum og band forvandlede sig ligesom til ét stort, bankende hjerte«.
Sara Grabow voksede op i landsbyen Annisse uden for Helsinge i Nordsjælland i et barndomshjem, som hun selv husker som »lidt kedeligt«.
Når hendes far og mor, billedkunstneren Unni Johnsen, var involveret i nye projekter, var huset fyldt med mennesker. Men ellers var hjemmet præget af, at mor og far gerne ville have fred og ro til at fordybe sig i deres kunst.
»Så de valgte altid at købe huse eller tage på ferie på sådan nogle lidt afsides steder. Og som enebarn ville jeg jo gerne være sammen med nogle andre mennesker«.
Den der jantelov
Langt derude på landet skal man som bekendt helst ikke tro, at man er noget. Det opfattede Sara Grabow ret tidligt.
»Jeg elskede at optræde, og jeg syntes, at det var fantastisk, når vi skulle lave gymnastikopvisning, og min mor var og kigge på. Jeg husker et år, hvor vi fik en rose efter opvisningen, og jeg svansede helt glad rundt i min lille gymnastikdragt og solede mig i situationen. Bagefter sagde min mor til mig, at hun syntes, at jeg var gået lidt over gevind, og der gik den der jantelov op for mig – at det egentlig er lidt pinligt gerne at ville have opmærksomhed«.
Efter stumfilmsfiaskoen i 4. klasse bekæmpede Sara Grabow sin trang til at synge og optræde i nogle år for bedre at kunne passe ind i folkeskolefællesskabet.
Men da hun i teenageårene begyndte at komme i det lokale ungdomscenter, blussede det hele op på ny. Her fik byens unge afløb for deres kreative energi ved at arrangere musicals, spille revy og synge i bands.
»Jeg følte mig jo lidt forkert, så det var en kæmpe frigørelse at komme op i ungdomscentret. Der var et fællesskab omkring at optræde, og jeg eksploderede fuldstændig. Der fik jeg jo for eksempel lov til at lave et Chaplin-nummer i et cirkus – og denne gang klappede publikum, da jeg var færdig«.
Drivkraften
Sara Grabow lærte hurtigt, at når far arbejdede, skulle man ikke forstyrre med andre ting. Men en gang imellem fik hun lov til at være med.
En dag satte Sebastian sig for eksempel til rette i havestuen med guitaren og sin tiårige datter for at lære hende at spille fingerspillet til sin sang ’Rose’, ligesom han også ved flere lejligheder har ladet hende synge kor på sine numre, blandt andet på lydsporet til musicalen ’Ronja Røverdatter’.
Og da det lokale ungdomscenter satte ’Nattergalen’ op, var Sebastian instruktør, mens hans datter spillede hovedrollen. En rolle, som hun i øvrigt fik lov til at fortsætte med sæsonen efter på en større scene.
For da Folketeatret i 1998 søgte en ’Nattergal’ til deres opsætning, gik hun nemlig til audition og fik rollen, uden at dommerpanelet anede, at hun var komponistens datter.
»Det har helt sikkert været en drivkraft for mig, at jeg gerne ville være endnu mere med, når min far arbejdede. Og det er nok derfor, jeg er der, hvor jeg er i dag«, siger Sara Grabow, der for alvor valgte at gøre musikken til sin levevej, da hun kom ind på Rytmisk Musikkonservatoriums sangeruddannelse, som hun blev færdig med i 2005.
Men egentlig trak skuespillet lige så meget som musikken. Hvis ikke mere. For Sara Grabow har altid haft flair for det dramatiske, og hun elsker, når tonerne og billederne sammen går op i en højere enhed.
Det er tydeligt selv denne søvnige onsdag morgen, hvor hun åbenbarer sig som et teatertalent, der er ’på’, selv om vi sidder i et par kønsløse lædersofaer langt fra scenen.
»Nu er jeg en lillebitte øgle, som slet, slet ikke er bange mere«, hvisker hun for eksempel dramatisk, mens hun krummer ryggen og stritter med fingrene foran ansigtet for at vise, hvordan skuespillerne arbejdede med forskellige roller og personligheder i prøveforløbet til teaterkoncerten ’Beach Boys’.
Og da hun skal understrege en pointe ved at citere Povl Dissing, forvandler hendes stemme sig pludselig fra en lys pigestemme til en ru og rå bluesvokal.
Ikke bange for frit fald
De seneste par år har skuespillet fyldt mere end musikken i Sara Grabows liv.
Med roller i blandt andet Århus Teaters TV-2-forestilling ’Hele verden fra forstanden’ og ’Come together’, Gasværkets succesfulde fortolkning af The Beatles’ bagkatalog er hun blevet en af dem, man ringer til, hvis man skal sætte en teaterkoncert op.
Nu forsøger hun sig så selv med genren. Denne gang i en forestilling, som hun selv har taget initiativ til og skrevet musikken til.
Intimscene dramatiserer spritnyt debutalbum
Og det er ikke til at vide, hvad det næste bliver, for noget af det mest karakteristiske ved Sara Grabow er, at hun ikke er bange for at miste sig selv, når hun prøver noget nyt. Derfor bliver det til flere forskellige projekter, end de fleste andre har mod på at kaste sig ud i.
Det ene øjeblik er hun en singer-songwriter, som sidder med sin guitar i London og skriver nye sange sammen med nogle af Tina Dickows folk. Det næste hænger hun i Gasværkets loft iført en kæmpe orange kjole og synger ’Here comes the sun’.
Hun vil gerne gøre sin far kunsten efter og skabe et album, der slår benene væk under hele Danmark. Men hun vil også gerne stå på en lillebitte scene på et eller andet obskurt sted i Japan.
»Det kan godt være, at der er langt mellem de ting, jeg laver. Men kernen i det er, at jeg vil skabe noget, som kan røre andre. Og blive ved med at udvikle mig. Jeg kan hele tiden blive ved med at lave bedre plader, men hvorfor ikke prøve så mange ting som muligt?«.
fortsæt med at læse
