Poor professor Higgins! På de høje, sproglige nagler og højlydt brokkende sig gør Higgins sin entre. Så überbritisk, at det er til at dø over. Elendigt står det til i sprogets hellige haller, og hvor er hans tabte, bortgangne ... slippers. Man skal kende sin ’My Fair Lady’ godt for at få det fulde, frydefulde udbytte af at følge i hælene på Higgins’ slippers. Men så kommer man også ud i de mest utrolige afkroge af Lerner & Loewes evergreene musical – eller hvad der nu er tilbage af den, når først den har været i hænderne på den store instruktøroriginal Christoph Marthaler. LÆS OGSÅFestivalmylder bød på halvnøgne lilleputter og blodig vandpistol-massakre Publikum i Lowlands Halls var til start mærkbart desorienterede – hvad med loverly Eliza? Men så begyndte latteren at rulle. Selve ideen er jo tindrende oplagt: et sproglaboratorium som passende scenarie! Topkonsekvent og totalt gakket. Brægende ihærdigt forsøger en rad evighedsstuderende– heriblandt tre gange Eliza i forskellige robuste størrelser – at følge his master’s voice.
Mandsling med dødsforagt Marthalers bonkammerat, scenografen Anna Viebroch, har skabt en støvet gymnasieagtig aula som nok et urbillede på den menneskelige trøstesløshed. En trappe – præcis som vi kender det fra filmen – udmåler demonstrativt klasseforskellen mellem upstairs & downstairs. Her fra toppen kan Higgins storladent snøvlende og halvsnalret forkynde sine udødelige sentenser: »The rain in Spain stays mainly in the plain«. Hvad i al verden skal den sproglige plebs i laboratoriet stille op som passende modsvar ... andet end i bedste Broadway-stil at steppe frem fra trappens underskabe og istemme det gamle hit ’Poor Professor Higgins’. Utroligt hvad mennesker gør for at kunne kommunikere med hinanden. Det er i grunden det, ’Meine faire Dame’ handler om. I den store stil og på sin egen undermålerfacon. Her er det ikke bare Higgins, der leder efter sine slippers eller måske en Eliza. Hver og en i menneskeracens laboratorium må og skal lufte sine kropumulige længsler og gøre sine gebrokne, fejlslagne forsøg på at nå en anden. Med hævet ganesejl!

Med dødsforagt kaster en mandsling sig ud i kejtede moves for at følge trop med en stålsat, storsyngende Eliza. »Silent night, holy night«, synger de to med så inderligt schwung, at hele den småmenneskelige miskommunikation pludselig bliver uendeligt rørende. Skævt bud på en klassiker Det er netop den eksistentielle tragikomik, som Marthaler er mester i. Det kræver en mand med hans gehør at kunne lade sproglaboratoriets rablende nonsensremser glide aldeles naturligt over i den rene musik, lige fra ’Tryllefløjten’ til ’Last Christmas’. Uanset sprogforbistring og kulturkløft handler det om den samme genkendeligt banale hjerte-smerte-sag. Sjældent har Marthaler ladet sine aktører boltre sig på så munter vis – jf. det anderledes mørktonede gæstespil på Det Kgl. sidste efterår ’+-0’, hvor hele den højeuropæiske kultur blev sat ud på den smeltende indlandsis. Selv om ’Meine faire Dame’ ikke er nogen stor Marthaler-forestilling, så er den et herligt skævt bud på en klassiker, netop som en form for ’undersættelse’ af ’My Fair Lady’. Man mærker den afgrund af prosaisk menneskelængsel og stræben efter noget større, som ligger og roder i den gamle musical-sødsag – og i enhver Marthaler-forestilling. Små mennesker og store længsler.