DRØMMERIDT. En levende hest synes kæmpestor i Gullivers leg med umage størrelser - på Edinburgh International Festival.
Foto: Sebastian Marcovici (PR-foto)

DRØMMERIDT. En levende hest synes kæmpestor i Gullivers leg med umage størrelser - på Edinburgh International Festival.

Scene

Skotsk teaterfestival bød på halvnøgne lilleputter og vandpistol-massakre

I Edinburgh var der også på scenen dem, der forsøger at få fodfæste midt i virvaret.

Scene

Først da jeg stod oppe på bjergryggen af Arthur’s Seat og så de lysende menneskekæder brede sig op ad skråningerne – med Edinburghs nattehimmel i baggrunden – faldt det hele på plads.

Ellers en håbløs opgave at komme bare i nærheden af et overblik midt i en teaterfestival med ry for at være verdens største.

Her i augusts festivalmåned, hvor der samtidig er bogfestival, politikfestival mm., vokser byen med en million tilrejsende. En megafest og det rene hurlumhejmylder at navigere rundt i.

LÆS OGSÅ

2.695 forestillinger er der at vælge imellem – med comedy som den største genre – og så snakker vi kun om The Fringe, et åbent gedemarked for aktører fra hele verden. Ved siden af har vi så den veletablerede Edinburgh International Festival med de højtprofilerede instruktørnavne.

Den var i år præget af metaltræthed i udvalget, men havde vovet sig ud på nyt land med ’Speed of Light’.

Her bevægede 400 løbere iført lysende dragter sig op og ned ad Edinburghs vartegn Arthur’s Seat. På nært hold lignede de robotter fra en science fiction-film, men længere ude i horisonten tog de sig ud som lysende kæder, der tranceagtigt gled op og ned ad skråningerne. S pellbinding.
Gulliver og cancandansende dværge

Da gik det op for mig, at en række af de forestillinger, jeg havde set, netop handlede om mennesker, der tager sig forsvindende små ud i et vidtstrakt mylder af historier, men som kan vokse i forsøget på at gabe over det hele.

Et oplagt sted at starte denne leg med proportioner er klassikeren ’Gulliver’s Travels’. Her kunne Swifts forliste helt vokse til en kæmpe silhuet, der drabeligt væltede emsige lilleputter omkuld, eller han kunne blive forført af en hel rad af liderlige, cancandansende dværge.

Med en lille dreng i natskjorte, slæbende rundt på sin Gulliver-bog, som fortæller blev det en skrumlende drømmerejse gennem et pele-mele af hø, vand og groteske, halvnøgne kroppe i alle størrelser.

Stærke billedsyner indimellem, signeret af den rumænske instruktør Silviu Purcarete, der for ti år siden var stærkt fremme på de europæiske scener, men som her ikke magtede at holde sammen på en større sammenhæng.


Macbeth-Putin og hans sexy lady

Styr på tropperne var der til gengæld helt bogstaveligt hos den yngre polske instruktør Grzegorz Jarzyna, der havde lavet ’Macbeth’ om til et actiongame, i stil med skydespillet 'Modern Warfare'.

Macbeth, der lignede Putin, havde her forskanset sig med sine camouflagesoldater i en kæmpe toetagers bunker i Mellemøsten.

Der var så imponerende filmisk realisme over scenariet, at man nærmest hoppede i sædet, når det gik løs med skudsalver, knivstikkeri og brølende helikopterattak.

Men hvordan det egentlig gik med Macbeth og hans sexy lady, der efterhånden stod i en pøl af blod, virkede lidt ligegyldigt, selv om Macbeths fjæs dramatisk blev projiceret op på betonmuren i en af de få overlevende monologer fra Shakespeares drama.

Her var alle nemlig skåret ned til rene actionfigurer, og dramaet bestod i den effektivt opbyggede krigsmaskine. Paranoiaen over, at hvem som helst kan være en killer, forplantede sig mærkbart. Fascinerende, men alligevel mærkeligt, at jeg kunne forlade skydebanen – og Shakespeares måske grummeste drama – så upåvirket.



Massakre med vandpistol
I den lille Fringe-forestilling ’What I Heard about the World’ (af grupperne Third Angel & Mala Voadora) var der også en mand, der stillede sig op og skød, så scenen blev pløret til med rødt.

Det var bare en vandpistol, men det virkede langt mere ubehageligt end i ’Macbeth’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var en re-enactment af en rigtig massakre fra det politiske landkort, hvor en skare filippinere blev mejet ned, mens den ansvarlige general sang karaoke.

Sådan var den kondenserede tremandsforestilling fuld af skæve dokuhistorier, opsnappet fra hele verden og fortalt af en underfundig Anders Breinholt-type og hans to pals. Der var noget herligt nørdet over foretagendet, der med sin ophobning af historier fik fremmanet et besættende grotesk bud på et verdensbillede.

Her kunne man undre sig, til det gjorde ondt.



Efter regnens myrer
Der var et lignende historiemylder i ’After the Rainfall’, hvor sidste års Fringe-præmierede Curious Directive fremmanede et multimedie-patchwork af livshistorier, der snoede sig ind i hinanden, på tværs af tid og sted.

Alt fra en nødlanding i ørkenen til en bog om myrer. Forestillingen flimrede i for mange retninger uden at få rigtig fat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men bevægende var det, som skuespillerne igen og igen med fingrene viste myrer på vandring no matter what, mens lyslinjer bredte sig over gulv og væg.

Myrens fodsti – herfra min verden går, med et uhørt net af forbindelseslinjer lysende hinsides forsvindingspunktet.

Det stod klart for mig, på toppen af Arthur’s Seat.

Edinburgh International Festival blev ligesom sit modsvar The Edinburgh Festival Fringe skabt i 1947. Mens Edinburgh International har de store navne og budgetter, har The Fringe fået et verdensry som åben, international festival, hvor hvem som helst kan stille op.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden