Da taxaen sætter Nina Krasnova af foran hendes opgang i Moskva, har hun stadig New York i blodet. Ikke så mærkeligt. For hun lagde simpelthen Amerika ned. Hun svømmede i sympati og succes. Hun vandt en fornem journalistpris. Hun fyldte auditorier til randen, høstede stående klapsalver. Hendes bog om Rusland blev rost til skyerne. Hun kom endda på forsiden af Time Magazine.
Men måske vigtigst af alt: Amerikanerne forstod hende. Når hun talte om ytringsfrihed og demokrati, havde hun ikke som i Rusland fornemmelsen af, at der skulle være undertekster, for at budskabet kunne trænge ind. Nu, da hun vender hjem i triumf, er det oven i købet hendes 45-års fødselsdag. »Tillykke, mor!«. »Tillykke, landsforrædder« Sasha og Katia på 12 og 15, søsteren Lana og hendes mand, Viktor, tager imod hende i lejligheden. Champagnen flyder. Senere dukker hendes redaktør også op og fortæller, at hendes kritiske kommentar om præsident Drygin tager forsiden i morgen. Nina svæver. Indtil det ringer på. Der er ingen ved døren. Men på måtten ligger en buket nelliker. Den er bundet … som en bårebuket. Der følger et kort med. Da Nina læser teksten, vender den russiske realitet i ét nu tilbage. Og selv om hun slår truslerne hen som drengestreger – og lidt for hurtigt beder om mere champagne – begynder hun at indse, at skæbnen før eller siden vil indhente hende. Medmindre hun opgiver kampen og flygter. »Tillykke med fødselsdagen, landsforræder. Snart vil dine børn græde ved din kiste«. Politiske nøgleromaner Ude af fiktionen, i den virkelige verden, men alligevel kun en etageadskillelse og nogle få meter ad snørklede korridorer fra den scene på Betty Nansen Teatret, hvor dramaet om Nina snart skal udspille sig, sidder forfatteren Hanne-Vibeke Holst på en madras med blomstret sengetæppe. De oplyste sminkeborde i omklædningsværelset kaster lys på hendes ansigt.
