Nyt magasin opfører sine artikler live foran 'læserne'

biograflæsere. Det er ikke film, der vil blive set i Filmhusets biografsal på onsdag, men derimod en liveopføring af Danmarks først livemagasin, Zetland Live.
biograflæsere. Det er ikke film, der vil blive set i Filmhusets biografsal på onsdag, men derimod en liveopføring af Danmarks først livemagasin, Zetland Live.
Lyt til artiklen

Den er lige til de glittede sider i et magasin. Historien om, hvordan skuespilleren Johannes Lilleøre engang stødte på en død kvinde på en gade i New York og gjorde det til sin opgave at finde ud af, hvordan hun var havnet der på fortovet.

Uden puls og liv i kroppen.

Et stort portrætinterview med den danske balletkomet Alban Lendorf ville også gøre sig godt på tryk.

Ligesom fotograf Martin Bubandts billedserie af de mest interessante ansigter, han har mødt i sin karriere.

Men når redaktionen bag det nye magasin Zetland Live på onsdag sender første nummer på gaden, er det mere præcis Gothersgade, der er tale om. Historierne i magasinet skal nemlig ikke læses, de skal opleves. Og første nummer af Zetland Live bliver ’udgivet’ i Filmhuset i Gothersgade.

Zetland Live er et såkaldt pop-up-magasin. Ligesom de magasiner, du finder på hylderne i din kiosk, er det fuld af interview, portrætter, anmeldelser, noter, læserbreve og billeder.

Men historierne bliver fortalt live på en scene. Fire gange om året vil Zetland Live skyde op et nyt sted i det københavnske gadebillede med liveartikler om den danske sangskat, mellemøstlige frisørbesøg, damer med jagttegn og alt muligt andet, som på hver sin måde repræsenterer den gode historie.

Journalistik med musik til
Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.

Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.

Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.

»Vi havde bedt alle vores gæster om hver især at holde en ultrakort tale til indflytterfesten. Ikke noget særligt. Bare tre til fem minutter om noget, de havde lyst til at tale om. Det viste sig at være en stor succes, og vi tænkte, at vi måtte kunne bruge den form på en eller anden måde«, fortæller Silke Bock, da IBYEN møder hende og Lea Korsgaard i et hjørne af kontorfællesskabet, en uge inden første nummer af Zetland Live rammer København.

»Og da vi en dag stødte på San Francisco-livemagasinet Pop-Up Magazines hjemmeside, fandt vi vores forbillede«, husker Lea Korsgaard.

»For det var jo netop den slags journalistik med musik til, som vi havde gået og drømt om at lave«.

One night only
Ligesom forbilledet fra San Francisco er det københavnske livemagasin 100 procent live. Hvert magasin udkommer én gang, én aften, foran ét publikum.

Misser du et magasin, misser du med andre ord historierne, for de bliver hverken streamet på nettet, filmet til YouTube eller foreviget til Facebook.

»Med Zetland Live vil vi fejre det analoge. Vi lever jo i en tid, hvor alt bliver dokumenteret. Du er knap nok nået hjem fra festen endnu, før du kan se billeder fra den på Facebook. Vi bliver bombarderet af nye historier og indtryk hele tiden, og jeg tror, at vi har brug for noget, som bare lever i øjeblikket«, siger Lea Korsgaard, der bliver suppleret af Silke Bock:

»Vi har en idé om, at de journalistiske historier bliver i folk længere, når de bliver tvunget til at sætte sig ned og give dem deres fulde opmærksomhed. De skulle gerne have følelsen af at være med til noget helt specielt. At være blevet lukket ind i et intimt rum, hvor nogle mennesker fortæller nogle personlige fortællinger, som de sikkert ikke ville have fortalt, hvis det hele blev dokumenteret«.

Ud i byrummet
Når Zetland Live på onsdag udkommer for første gang, kommer salen i Filmhuset til at være fyldt. Folkene bag pop-up-magasinet havde ellers frygtet, at deres familie og nærmeste venner ville være de eneste, som ville møde op.

Men rygtet om det journalistiske liveshow bredte sig hurtigt, og snart var Zetlandredaktionen nødt til at bede Filmhuset om en større sal med flere stole.

Når næste nummer af Zetland Live er klar i maj, er det Skuespilhuset, som lægger lokale til de gode nonfiktionhistorier. Og således fortsætter Zetland Live med at dukke op på skiftende adresser i byen.

»Vi vil tænde en lille fakkel af lys og liv i forskellige hjørner af vores by. Man kunne sagtens forestille sig, at vi i fremtiden tager ud på en skole og laver magasin. Eller indtager en kæmpestor privat lejlighed«, siger Lea Korsgaard.

»Det er det, jeg godt kan lide ved hele pop-up-ideen. Det giver noget helt unikt til et arrangement, at det pludselig bare skyder noget op et sted«.

»Ja, kan du huske den fest, vi var til engang i New York, Lea?«, spørger Silke Bock.

»Det var i en nedlagt lejlighed, som var fyldt til randen af mennesker. Nogle af dem var nøgne, mange havde masker på, der stod himmelsenge rundt omkring, man kunne kun drikke dåseøl, og alle havde det fedt sammen. Det er den slags oplevelser, som lyser byen op«.

Mimer magasinformen
Publikum på stolerækker. Interessante mennesker på scenen. Små indslag flettet sammen af en vært. Umiddelbart lyder det som noget, man har mødt før i byrummet.

Er Zetland Live ikke bare et nyt foredragsarrangement eller en ny salon?

»Vi er meget mere pep end et foredrag! Hos os er de hvide navneskilte og de fire kildevand på række skiftet ud med rom og cola i baren bagefter. Men ja, det er da rigtigt, at vi har meget til fælles med salonerne«, siger Lea Korsgaard.

»På den anden side er Zetland Live først og fremmest journalistik. Vi er ret bevidste om hele tiden at mime magasinformatet. Det er meningen, at vores publikum skal få følelsen af at sidde og bladre i et papirmagasin. Først kommer der noter og andre ultrakorte elementer, og så følger længere artikler såsom anmeldelser, interview, portrætter og nekrologer«.

På redaktionen har de talt meget om, hvordan man bedst muligt oversætter de klassiske magasinelementer til scenen.

»Da vi for eksempel fandt ud af, at vi ville have DR’s Ida Ebbensgaard til at lave en anmeldelse, ringede jeg til hende og sagde, at jeg godt kunne ringe ud til et forlag og skaffe hende en bog, hun kunne anmelde helt traditionelt, men at det jo ville være sjovere, hvis vi kunne finde på noget, hvor hun gav en flig af sig selv. Og så kom Ida selv på, at hun kunne anmelde en karakter, som hendes kæreste, forfatteren Lars Husum, har skabt med hende som inspiration«, siger Silke Bock.

Netop det personlige touch er en vigtig detalje, når Zetland Live omsætter de klassiske magasinartikler til scene.

»Vi ville nok ikke tænke på den måde, hvis vi lavede et almindeligt papirmagasin. Men i og med at hvert nummer kun udkommer én gang, opstår der et lille, intimt fællesskab omkring oplevelsen. Og så ligger det lige for at have et personligt udgangspunkt«.

Visuelle virkemidler er også en vigtig del af Zetland Live. Øjet skal nemlig forkæles lidt ekstra, hvis de klassiske papirmagasinhistorier skal virke på scenen.

»Vi sørger for altid at tilføre det hele et lille, løjerligt tvist«, fortæller Lea Korsgaard.

»Vi nøjes for eksempel ikke med at interviewe Alban Lendorf. Vi sørger for, at han er omringet af dansende sylfider imens«.

FACEBOOK

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her