Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
ADRIAN JOACHIM
Foto: ADRIAN JOACHIM
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jens Albinus: »Jeg er en maskine«

Skuespil handler om bestræbelse, ikke succes, mener den danske skuespiller.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Derfra, hvor vi har sat os, er der en lille meter over til pallen.

Europallen, der blev berømt for et år siden, da Jens Albinus første gang stillede sig op på den for at læse op af ’Hvis dette er et menneske’, Primo Levis beretning om sin tid i kz-lejren Auschwitz.

Nu ligger den en lille meter bag mig, så utvetydigt en autentisk europalle, så uanselig er den. Og helt afgørende ikke nogen sæbekasse, for sæbekassen – det ved alle – er synonym med præk.

Pallen er ikke blevet mere uanselig i mellemtiden, konstaterer jeg.

Ikke alene kritikerne, men også publikum kunne li’ ’Hvis dette er et menneske’, og fra på onsdag kører forestillingen yderligere ni gange. I en sal i Skuespilhuset, der er lidt større end sidst. Og der er nærmest udsolgt.

LÆS OGSÅ Albinus gentager stærk Auschwitz-monolog

I takt med at rummet, pallen skal stå i, er blevet større, er den ikke vokset tilsvarende. Europallen forbliver en gnalling af en rekvisit, så anti-teatralsk som noget på denne vindblæste adresse ud mod det tilfrosne københavnske havneløb vis-a-vis Operaen.

Ingen førsteelsker
Manden, der skal stå på denne uanselige palle i dette meget større rum, er heller ikke vokset.

Snarere tværtimod?

Jens Albinus blev 46 i går, men det er, som om det mellemblonde pur af hår ikke helt vil anerkende det.

Han har en blå T-shirt på inden under en grågrøn hættetrøje, og hans ansigt – det ansigt, de fleste kender fra ’Ørnen’ og et mindretal fra en lang række teaterforestillinger samt to Lars von Trier-film – er sit vante bjerglandskab af fremspring og indhak, kindben, pandebrask og blå øjne.

Ikke egentlig kønt, Jens Albinus var aldrig nogen førsteelsker, snarere den sære enegænger, skræmmende begavet, bedårende i pludselige sprækker.

Skuespilleren som laborant
Min sene lykønskning til hans fødselsdag (og hans til min, han har også gjort sin research) er sådan cirka, hvad vi når af smalltalk. Det er ikke for at snakke kone og børn eller isvinter, at vi er her. Eller dæmoner i bagagen.

Ikke at jeg ikke aner, at de er der. Med hans egne ord er Albinus’ problemer hverken større eller mindre end de fleste af vi andres. Han er en faglig person med stort F og stort P, og han er mere hardcore som skuespiller end sin gennemsnitlige kollega.

»Det, jeg gerne ville med ’Hvis dette er et menneske’ – og stadig vil«, siger Jens Albinus, »er at installere mig selv i et rum som en slags laborant i et laboratorium. Her kan Levis tekst få et liv, som folk så kan komme og gå til. Kvit og frit, som de vil«.

LÆS ANMELDELSE

Skuespilleren som laborant? Jørgen Leth har introduceret os til digteren som antropolog, har kigget finurligt på sig selv og taget notater til sin besynderlige gøren og laden med et nysgerrigt blik udefra, og nu er det Albinus, der har taget kitlen på og iført sig latexhandskerne. Mennesket: Hvad er det for en størrelse? Hvad kan det? Hvad kan det holde til?

Hvad kan det, når det er tvunget til det, abstrahere fra?

Performancestrategi
»Jeg stiller ikke noget krav oppe fra scenen: Kom herop til mig! Kom herop til mig! Normalt når en skuespiller spiller en rolle, er det en invitation til publikum om at identificere sig med rollen. Ideelt set bliver du suget op på scenen«.

Og lever dig ind i, hvordan det er at være Dostojevskijs Raskolnikov helt aktuelt?

»Ja, principielt. Jeg har endnu ikke set lige præcis den aktuelle opsætning, så den aner jeg intet om. Men der ligger i det traditionelle teater en mulighed for identifikation. Eller en mulighed for via stedfortræder at gennemleve et dilemma: Nu står jeg så her – hvad skal jeg gøre nu?!«. Albinus’ stemme stresser hviskende som en indtrængende desperation midt i komedien.



»Den brug af skuespilleren kan være al ære værd og meget relevant. Men skuespilleren kan også være et element i et rum, udføre et stykke arbejde i rummet og bruge sig selv på måder, der ligger tættere på performance- eller installationskunst. Det er sådan en strategi, jeg har forsøgt at nærme mig i den her forestilling«.

»Men selvfølgelig er jeg skuespiller og klassisk uddannet, så jeg er ikke iskold, kan ikke stå der, som en performancekunstner ville gøre, men jeg forsøger at lade min skuespilteknik være noget formelt. Det er det formelle, der er pointen. Tempoet, rytmen, ja, og temperamentet«.

Følelsesforstoppelse
Han kunne vælge at prøve at få os til bryde hulkende – eller for den sags skyld storgrinende – sammen ved en sammentrækning af øjenbrynene, farvningen af en enkelt vokal eller måden at lade stemmen vibrere svagt i udgangen af en replik, aspirere til hele det Jørgen Reenbergske følelsesklaviatur.

Det er en magt, han prøver at give køb på. Hvis vi skal græde igennem til Levis kz-erindringer, så skal det hele komme fra os selv.

Albinus nævner selv tusindkunstneren Peter Callesen som en inspiration:

»I en af sine performances satte Callesen sig op i sin papirsbåd, sejlede ud på kanalen og lod den synke. Han spillede ikke, at han gjorde det. Han gjorde det. Udførte det her regulære stykke arbejde med at sejle derud og dernæst synke«.

Og på Volksbühne i Berlin, Albinus’ eget private og faglige Mekka, så han engang en opsætning af den meget patosstærke ’Omstigning til Paradis’, hvor skuespillerne uden at forråde deres følelsesliv læste Tennessee Williams’ fuldfede 50’er-replikker op direkte fra en teleprompter, garneret med dramaets sceneanvisninger og hele moletjavsen.

Så fuldfede faktisk og så ladet med patos, at replikkerne og situationerne i sig selv greb publikum om hjertet, uden at skuespillerne behøvede at lokke os med op på scenen, kryste os i hjertelige favntag og proppe os fulde af emotion. To gange plus giver som bekendt minus eller i hvert fald følelsesforstoppelse.

Ureducerbar kerne
»Primo Levis tekst har en indholdsmæssig kerne så ... så ... absolut. Den lader sig ikke reducere, men på den anden side er den helt grundlæggende så absolut, at jeg ville vige tilbage for at befamle den«.

»Jeg er født i 1965 og har som folk fra min tid set alle de store fiktionsværker om holocaust, som Hollywood har indlejret i en helt speciel form for dramaturgi: ’Schindlers liste’, ’Sophies valg’ ...«

»Det er store og dygtige mennesker, der har lavet det, men mit ærinde er ikke at lave noget lignende. Jeg prøver ikke at gestalte det indholdsmæssige i Levis tekst, men det helt særlige i hans vidnesbyrd, en særlig karakter kalder på en bestemt form. Jeg kan møde teksten med nogle af de formelle greb, som jeg synes, jeg kan«.

Jens Albinus småfnyser næsten automatisk efter at have givet sig selv det minimale klap på skulderen. Jeg skal ikke tro, at han tror, han er noget.

En maskine
»Ja«, siger han lavmælt.

»Jeg er en maskine«, siger han så. Han har villet sige det længe og har bygget op for at nå hertil.

»Jeg er en maskine. Jeg får spillet mig selv af banen på en meget fin måde i stykket – til min egen store glæde. Det er formen, der bær’. Det betyder ikke så meget, at jeg har hoste en aften eller er lidt træt, nogle mennesker er inviteret ind i det rum for at høre de ord, og de bliver så hørt gennem min bestræbelse«.



Albinus ser et øjeblik helt forklaret ud.

»Ah, bestræbelse! Bestræbelsen er mit succeskriterium. Det er også det, Levi selv gør: han prøver at fortælle, siger han selv. Der er ikke noget opbyggeligt sigte ved hverken Levis tekst eller min forestilling. Vi skal ikke høre det her og gå lutrede eller forbedrede herfra«.

»Materialet har i sig selv så stor integritet, at det ikke er relevant, om min forestilling lykkes, som du siger, eller ikke lykkes. Det lyder måske mærkeligt, men efter at have taget de her spadestik føler jeg mig hensat hinsides lykkes eller ikke lykkes«.

Skrive, æde, drikke, skide
Med sin neutrale tilgang spejler Jens Albinus sig i Primo Levi selv, forfatter til den erindringsbog, Albinus har redigeret ned til sin forestilling.

I sin tid i Auschwitz blev Levi, der var kemiker, på et afgørende tidspunkt taget bort fra det hårdeste fysiske arbejde og slap vel især ud i live, fordi tyskerne i krigens sidste år lod kz-fangerne overleve længere for at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, der skyldtes antallet af unge mænd ved fronten.

Efter krigen brugte Levi 11 måneder på at finde hjem til Italien, hvor han langsomt genoptog sit liv og fik job på et laboratorium.

»Da han får papir mellem hænderne på laboratoriet, begynder ordene at komme. Som et fysisk behov. Som at æde, drikke og skide. Han sidder om natten og skriver, skriver, skriver, skriver«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var et voldsomt fysisk behov at få beretningen fortalt, men på trods af voldsomheden er det – hvordan skal jeg beskrive det nøgternt? – i hvert fald …«, og Jens Albinus lukker øjnene og strammer næverne over bordet, mens han maner ordene frem:

»Det er i hvert fald ... umådelig … interessant – så har man ikke sagt for meget – at han selv bruger overskriften: ’Jeg vil kaste et besindigt blik på balancen mellem det gode og det onde’. Det betyder ikke, at han er stoisk. Han er alle de ting, der hører med til at være et menneske, men han er også digter … han har digtergrebet«.

Sprogets rækkevidde
Og det er her, formen kommer ind?

»Ja! Primo Levi indsætter et formelt greb og siger: Hvad observerede jeg i Auschwitz om det at være menneske? Han giver sig til med laborantens disciplin at rapportere, opstiller konstant nye hypoteser: Det må være sådan her, og dét må åbenbart betyde sådan og sådan og sådan«.

Nærmest uden ophold begynder Albinus at recitere, men uden at recitere på recitationsmåden, mere som om han fortalte mig, hvor toilettet ligger, eller spørger, hvad tid jeg stod op i morges:

»Det regner, det blæser, man er lige så sulten som sædvanlig, men så tænker man, at hvis det var nødvendigt, hvis man virkelig ikke havde andre muligheder, så kunne man altid gå hen og gribe om det elektriske pigtrådshegn eller kaste sig under de rangerende tog. Men så holder det måske op med at regne«.

Det er Levi, der taler. Sagligt undrende, undersøgende. Albinus’ fascination af stemmen er tydelig. Tekstens karakter af prosadigt træder frem, det er hverken dokumentarisme eller essayistik.



»Sproget hos Primo Levi har en rækkevidde i betydning ud over tid og sted, ud over den konkrete historie, som det er indlejret i«, siger han. »Sansningerne rækker ud over. De vokser som mælk ud over kasserollen, ud over hvad der ligger af udsagn inde i materialet«.

Skurken Ibsen
Jens Albinus har en vis skepsis over for det teater, Henrik Ibsen skabte, det naturalistiske teater, det teater der i den grad var en bombe, at teaterhistorien siden har ladet sig dele i et ’før Ibsen’ og et ’efter Ibsen’.

»Det er ikke, fordi jeg ikke kan se, at det er stor litteratur, jeg er jo ikke blind. Men efter min mening reducerede naturalisterne teatret i forhold til nogle af dem, der gik forud«.

»Det gav helt sikkert mening i tiden, men opført i dag risikerer naturalismen at fremstå som nogle meget, meget kloge udsagn om menneskelivet, overskuet og nedfældet i værker og fremsagt af agenter, af karakterer, inden i selve værket. En form, der hele tiden understreger, at forfatteren er klogere end sit værk«.

»’Vildanden’ er et perfekt eksempel, et stykke dramaturgisk arkitektur. Stykkets pointe, at du ikke må tage livsløgnen fra et menneske, for så kommer der ulykke deraf eller noget i den retning, bliver ligefrem udsagt inden for værket i en replik«.

Primo Levi var naturvidenskabsmand. Det alt for følte lå ikke til hans naturvidenskabelige sindelag, og i det omfang Levi er kunstner, er han det nærmest på trods. Uden nødvendigvis at være sig bevidst om den lyriske kvalitet af det, han skriver.

Helten Holberg
»Jeg vil stadigvæk sige, at den største danske dramatiker nogensinde er Ludvig Holberg«, siger Albinus.

»’Jeppe på bjerget’ bliver skældt ud for at være skrevet uden empati og udelukkende for at slikke enevælden i røven, og det fremgår også klart af replikkerne til sidst, at det er Holbergs bevidste projekt, og måske er det det, han selv tror, han har skrevet – men ...«, og Albinus sænker stemmen til en fortrolig hvisken:

»Det er bare noget andet, der sker undervejs. Det er det digteriske element, der løber af med ham«.

Så Holberg har ikke gennemskuet sit eget projekt?

»Værket er større end ham, det er der ingen tvivl om. I sidste ende lytter han alligevel mere til sit digterøre end sit filosofiske projekt. Det samme gælder Kaj Munk, en vidunderlig digter og en forfærdelig ideolog. Der er noget digterisk på rummel derinde, der er større end hans lille kassetænkning«.

»Det er ikke tilfældigt, at det mest emblematiske, det mest billedlige udsagn i teatret er et, som ingen forstår! ’At være eller ikke være’. ’Hamlet’ er et værk, der er klogere end sin forfatter, med en hovedperson, der er klogere end sit værk. Vi render altid rundt og taler om indhold, men i virkeligheden kan teatret ikke noget med indhold. Teatret kan noget med form«.

Almægtig
»Ingen kunstner er almægtig. Det er du heller ikke som forfatter ved dit skriveapparat eller billedkunstner i dit værksted. Alle elsker at citere Picasso, der om ’Guernica’ sagde, at det forestillede en hest og en tyr, og man siger, at Picasso bare var stædig og ikke ville svare«.

Lars von Trier er vel det bedste eksempel i moderne tid.

»Selvfølgelig!«, udbryder Albinus, der spillede hovedroller ikke alene i ’Idioterne’, men også ’Direktøren for det hele’ og er en af Triers private venner.

»Og det bliver hele tiden udlagt som en form for arrogance eller attitude, når han ikke svarer konkret på, hvad hans film drejer sig om, men folk glemmer at overveje, at det kunne være den fuldstændigt skinbarlige sandhed«.

»Jeg ved, at Lars laver film om dette konkrete træ og dette konkrete hus. Det er forkert at sige, at det dybere indhold er uovervejet, men det er ikke almægtigt kontrolleret. Men den eneste dramatiske forfatter, jeg kan komme i tanker om, der muligvis er almægtig, er Ibsen, skurken Ibsen«.

I ulvetimen
Den dag, Jens Albinus ringer til mig for at bekræfte vores aftale om at mødes, er klokken hen ved 17. Vi har lagt flere beskeder hos hinanden i forgæves forsøg på at række ud. »Hej Michael, det er Albinus«, siger han. »Ja, der fik vi lige krydset hinanden midt i ulvetimen«.

Albinus er en moderne skuespiller og intellektuel. Med begreb om hvor alt det moderne er kommet fra, at det ikke faldt ned fra månen i 90’erne med postdramatikerne på Volksbühne i Berlin, anført af den visionære instruktør Frank Castorf, eller med absurdisterne og Samuel Beckett.

I Lars von Triers film ’Direktøren for det hele’ er han, ud over for hovedrollen, krediteret som ’teaterteoretisk konsulent’. En samtale med Albinus involverer snildt Heidegger, Houllebecq, Bjørnson, Hamsun, Beckett, Klaus Mann, Kierkegaard, Svend Wiig Hansen, Søren Ulrik Thomsen, Michel Gondry, Storm P. ...

»Jeg er kommet meget i Tyskland siden midt-90’erne og arbejder der en gang imellem. Jeg trives vanvittig godt med denne tyske overbelæsthed. For dem er jeg jo ham danskeren, der er sådan lidt let på tå, sådan lidt dandy, og det er ufatteligt befriende«.

Lettet for den gravitas, du har herhjemme?

»Ja netop«.

Prisnomineret for forfærdeligt stykke
»Da jeg var dernede i første omgang, forstod jeg ikke en tredjedel af, hvad de tyske teaterfolk sagde, og jeg var vanvittigt nysgerrig efter at finde ud af, hvad de tænkte. De brugte begreber i teaterverdenen, som det stod mig frit at fylde ud med i mit fantasilandskab, fordi jeg rent sprogligt ikke forstod, hvad de her finere ord betød«.

»Senere gik det op for mig, at ord, jeg havde tillagt en bestemt betydning, faktisk havde en helt anden, så det fik lov til at forblive en slags utopia for mig. Det der utopiske landskab, hvor jeg kunne installere nogle håb og nogle drømme, døde selvfølgelig for mig, da jeg blev bedre til tysk«.

Efter at være blevet uddannet på Aarhus Teater, hvor han i sine første år som voksen skuespiller blev betroet et hav af klassiske roller, blev Albinus engageret ved Det Kongelige, og allerede som Narren i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ i 1996 blev han nomineret til en pris:

»Der stod vi, alle disse forskellige skuespillerpersonligheder, og skulle forvalte hver vores rolle på lykke og fromme. Alle spillede i hver deres retning, så godt de nu kunne, og dem, der ikke kunne, stod og blafrede, som vinden nu blæste. Ledelsen forventede ikke noget andet, publikum og kritikken, ingen forventede noget andet«.

»Den blev udmærket anmeldt, og jeg blev indstillet til Teaterpokalen for det. Det var dybt forstemmende og desillusionerende. Forfærdeligt, fordi forventningen var så klejn. Jeg synes, folk skulle have råbt »buh!«. Det var en mangel på formel kundskab, som prægede alt for mange danske iscenesættelser på det tidspunkt«.

Castorf til København
Men så kom gennembruddet. Castorf og teknikken fra Berliner Volksbühne brød igennem også i København.

Mest i kraft af, hvordan berlinerånden sivede ned i dansk teater ovenfra, for da Castorf endelig selv kom til Danmark, senest for et par år siden med sin dramatisering af Herman Bangs ’Stuk’, var han ikke længere den enfant terrible, han var i 90’erne.

I hvert fald i det udvortes.

»Men ikke så snart var vi blevet introduceret for Volksbühnes teknik, før det slog over i noget indholdsmæssigt. Mange forestillinger flyttede fokus fra familien til arbejdspladsen, og så fik vi et årti med en masse arbejdspladsfortællinger«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De værste iscenesættelser fra de seneste 15-16 år kommer fra Frank Castorf-epigoner, dem som aflæser overfladen, men ikke selve maskinen. En masse postmoderne materiale på scenen, og det hele bliver et stort … bammelam«.

»Og når vi spiller ’Vildanden’, fylder vi bare scenen med en masse vilde ænder! Yeaaaaaah! Og ringer efter brandvæsenet, som sprøjter det hele til, og så kommer der nogle nøgne ind og … HALLO!«. Jens Albinus stopper brat op.

»Skide Irriterende«
»Se, nu kommer vi igen herhen, hvor jeg bliver slap i koderne, og så sidder jeg og harcelerer over en hel masse!«.

Han lyder ærgerlig.

»Det er skide irriterende!«, siger han og peger over mod mig på den anden side af bordet.

Og så rækker du en anklagende finger mod mig. Det har jeg da ikke noget med at gøre.

»Nej, men jeg bliver irriteret på mig selv«.

Det er vel meget naturligt at identificere sig selv i forhold til, hvad andre laver.

»’I modsætning til’, mener du«.

I modsætning eller i forhold til, hvad andre laver.

»Jo-jo, jeg bliver bare sur på mig selv, for jeg kan ikke overskue, hvad der sker i dansk teater i dag. Der kan ske vidunderlige ting, som jeg slet ikke er opmærksom på«.

Frit valg på alle hylder
Vi sidder lidt. Og bare sidder.

»Michael, nu er jeg ved at være afsindigt træt af at høre mig selv tale«.

Det er stadig tidligt på dagen, men vi har siddet her godt et par timer, og inden vi mødtes, havde Albinus en time for sig selv i prøvelokalet. For at give ham lidt tid til at slappe af fortæller jeg, at jeg lige skimmede en række af de mange interview, han har givet til aviser og blade i det seneste tiår, inden jeg kom.

Hvad i alverden har den mand ikke udtalt sig om gennem årene?, tænkte jeg. Om alt!

»Ja«, siger han næsten uhørligt.

Om arbejdsmarkedspolitik, kunsten her og nu ...

»Ja, det er også forfærdeligt ...«.

Alt simpelthen, det er, som om der er frit valg på alle hylder med dig.

» Ja«. Nu lyder Albinus’ »ja« mere kategorisk. Som et punktum, der bliver sat. Et udråbstegn.

En skavank
Han læner sig frem over bordet, kigger ned i det og sukker. Dybt.

»Det er jo forfærdeligt. Hvorfor skulle hr. og fru Petersen, der tilfældigvis er skuespillere, kunne svare på alt muligt, der ikke har noget med skuespillerfaget at gøre? Vi ligger alle under for en forventning om, at vi skal kunne sige noget mere«.

»Men det er da dybt forstemmende, og du har givetvis ret i, at jeg i de seneste ti år har udtalt mig om hvad som helst. Det er jo en personlig skavank, der bare er min. Nu er jeg ikke småalkoholisk, måske snakker jeg bare for meget«.

Han lyder grangiveligt forstemt.

Skide avissider
Jeg siger ikke, jeg synes, det er et problem, at du har udtalt dig for meget. Jeg sad bare og skulle finde på en vinkel på vores interview – en, der var ny.

»Det er da også et interessant kriterium. Hvorfor skulle man opfinde en vinkel, der var helt ny? Man kan jo spekulere alting ihjel. Den leg kan jeg godt være med til at lege. Det er bare et forfærdeligt kors at slæbe rundt på. Man kunne lynhurtigt spørge: Hvorfor gør vi overhovedet det her? Hvorfor laver du det, hvorfor laver jeg det? Fordi det er vores erhverv, derfor«.

Hvorfor mødes vi i det hele taget, mener du?

»Ja, hvorfor ringer din redaktør til mig? Fordi noget skal der jo stå på de skide sider i avisen. Det er potentielt en lammende overvejelse«.

Jeg ler. Usikkert. Skændes vi? Får jeg skældud?

»Jamen, det mener jeg da. Virkelig«.

Kunstnerens forbandede pligt

Kan du nogensinde med alle de der holdninger og overvejelser være det der tomme kar, som en instruktør skal fylde noget i? »Alle kar må være lige egnede at fylde noget i, dermed også mig. Jeg vil ikke være med til at sætte mig selv neden under bordet eller op over det. Jeg vil have lov til at sidde med ved bordet. Det er en instruktørs forbandede pligt at have en vision, og en skuespillers forbandede pligt er at få øje på den vision«. »De to forpligtelser er lige store, og derfor adskiller skuespilleren sig ikke voldsomt fra forfatteren og billedkunstneren og filminstruktøren. Egentlig ikke. Vi tumler alle sammen med de der størrelser«. »Ved du hvad, Jeg snakker og snakker og snakker«, siger Jens Albinus og har hævet stemmen i frustration, »og det er ikke, fordi jeg begriber det hele og nu vil meddele min begribelse. Det er, fordi jeg stadigvæk ingenting begriber, men stædigt arbejder på at få en eller anden krog ind i det«. En af de der pauser. Og han vender tilbage: »Og så er det jo pinagtigt at blive konfronteret med, at jeg har udtalt mig om arbejdsmarkedet. Det er jo rædselsfuldt!«.









Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden