Efter festen. Martin Tulinius har lært alt om teater på Kaleidoskop, som nu lukker. Foto: Jacob Ehrbahn

Efter festen. Martin Tulinius har lært alt om teater på Kaleidoskop, som nu lukker. Foto: Jacob Ehrbahn

Scene

interview Fra bistandsklient til teaterkonge

I dag præsenterer Martin Tulinius som kunstnerisk direktør visionerne for den nye store teatersatsning Republique.

Scene

Et kapitel i dansk teaterhistorie er slut, og teaterdirektør Martin Tulinius er træt. Men det er han vant til.

I sit skab har han altid 45 par sokker og lige så mange par underbukser, for de seneste 15 år har der kun sjældent været tid til tøjvask.

Han har også slidt tre parforhold op og arbejdet seks år næsten uden løn.

Alt har måttet vige for drømmen om nyskabende teater.

Den ultimative belønning I dag kommer den ultimative belønning, når Martin Tulinius som kunstnerisk leder præsenterer visionerne for Københavns Teaters største satsning, Republique.

Men samtidig må hans projekt Kaleidoskop lade livet, og bygningen bliver overtaget af Teater Grob.

»Det er en smule vemodigt«, fortæller Martin Tulinius, mens han viser rundt på det teater, han har kæmpet for i 15 år.

Tomme champagneflasker og kostumer ligger skødesløst i kælderen under Kaleidoskop, og i caféen står en buket hvide liljer efter sidste premiere på Nørrebrogade 37.

Gamle rekvisitter er sat til salg, og den scene, der gav plads til skuespilleren Sidse Babett Knudsen, instruktøren Katrine Wiedemann, dramatikeren Jokum Rohde og operachefen Kasper Bech Holten, mens de endnu var ukendte opkomlinge, lukker.
Nye rammer

Martin Tulinius fører sit kunstneriske projekt videre under et nyt navn, nyt budget og nye rammer, og sætter sig i spidsen for Københavns Teaters ny eksperimenterende flagskib, Republique, der med et budget på 19,1 millioner kroner om året i dag præsenterer sine visioner og næste års program.

Det kan dårligt blive større.

Men selv om Republique er et nyt teater og programmet mere internationalt, har Martin Tulinius taget sin ubeskedne ambition fra Kaleidoskop med sig.

»Jeg ville ændre verden, og det vil jeg sådan set stadigvæk«, forklarer han.

Historien om teaterdirektøren, der ville ændre verden, startede med bistandshjælp i 1993. Tre gymnasiekammerater drak rødvin og drømte om fremtiden.

Peter Busch ville være musiker, Mikkel Harder Munck-Hansen ville efter en skuespilleruddannelse i London gerne ind på den danske scene, og Martin Tulinius drømte om at lave kunstfilm.

Men de kunne ikke forstå, hvorfor Danmark ikke havde et sted, der kunne forene film, litteratur, billedkunst og teater på samme måde som de forskellige Artcentre i London og Berlin. De tre bistandsklienter drømte store drømme.

Skønhedskikkert
Drømmene blafrede løst rundt i rødvinstågerne, og Kaleidoskop kunne lige så godt være blevet et film- og billedkunstværksted, hvis ikke Mikkel Harder Munck-Hansen havde taget en stor chance.

Han ledte efter et teater, som ville sætte et stykke op, og da teatret Københavneren fik en aflysning, slog han til.

Han havde ftre uger til at sætte Jean-Paul Satres ’Lukkede døre’ op, og så gik jagten på skuespillere ind.

I Frankrig havde Mikkel Harder Munck-Hansen mødt en skuespiller, som han godt kunne lide, og sådan fik Sidse Babett Knudsen en hovedrolle, og da det gik op for Mikkel Harder Munck-Hansen, at teater også kræver scenografi, fik han fat på Martin Tulinius.

»Det var jo et vanvittigt projekt, men både publikum og anmelder var vilde med det, og det var nok derfor, Københavneren senere henvendte sig«, fortæller Mikkel Harder Munck-Hansen.

Der skulle mere rødvin til
På teaterscenen var kemien mellem de to gymnasiekammerater så god, at de tog skridtet fuldt ud og startede den kunstforening, de havde snakket om, hvorefter de gav sig til at søge penge og lokaler.

De gik uforfærdet til daværende kulturminister Jytte Hilden, og de så på nogle lokaler i Nyhavn, men de var for dyre, så de blev sejlet ud til Holmen af forsvaret for at se på egnede bygninger, men det blev heller ikke til noget.

Der skulle mere rødvin til, og i Mikkel Harder Munck-Hansens lejlighed i indre by bladrede Martin Tulinius i en fremmedordbog.

»Kaleidoskop«, læste han op.

»Græsk for skønhedskikkert, foreningen af de forskellige æstetiske muser, men det var meget mere end det, et legetøj, der aldrig vender tilbage til sit udgangspunkt«, fortæller Martin Tulinius.

Sådan blev Kaleidoskop født, men tilfældet ville, at teater skulle stjæle fokus fra musik og billedkunst.

Et usædvanligt tilbud
Efter succesen med ’Lukkede døre’ henvendte Københavneren sig i foråret 1994 med et usædvanligt tilbud.

Teaterrådet havde sløjfet støtten til Københavneren, så teatret var lukningstruet.

Derfor kunne Kunstforeningen Kaleidoskop leje teatret i et år.

»Men det ville vi ikke«.

»Vi ringede og sagde, at vi til gengæld gerne ville overtage teatret fuldstændig. Vi havde sgu aldrig regnet med, at de ville sige ja«, fortæller Martin Tulinius.

Men det gjorde de, og siden 1. juli 1994 har Kaleidoskop sat dagsorden i dansk teaterverden fra Nørrebrogade 37 med højpandet eksistentialisme, tolvtonerskammermusik og dadaistisk fragmentfortællinger.

De ville hellere bevæge publikum, end de ville underholde, og det har givet 7 Reumert-priser. Næsten en hver andet år.

Bistandskarrusel
»Hej Martin«, afbryder en stemme i larmen fra Nørrebrogade.

»Gud, hej Lene«, svarer Martin Tulinius og giver kvinden et knus.

Lene Møller var en af de mange bistandsklienter, der for 15 år siden var med til bygge Kaleidoskop op.

I dag er hun grafiker, og sådan har Kaleidoskop sendt flere hundrede arbejdsløse videre.

For nok havde de tre bag Kaleidoskop masser af kunstneriske visioner, men ingen penge.

Derfor bad de kommunen om at få en ordentlig flok arbejdsløse i jobtræning, så kælderen kunne blive tømt for vand, baren blive bygget om, teatrets mure malet, og så de ikke skulle bygge alle kulisser og rekvisitter selv.

Kaleidoskop fik indrettet sig som en slags bistandskarrusel, hvor arbejdsløse kunne komme i jobtræning hos de tre bistandsklienter, der forsøgte at bygge et teater op.

Imens skulle Kaleidoskop tjene penge til huslejen, så salen blev lejet ud til projekter, der i modsætning til selve teatret havde fået støtte.

Mikkel Harder Munck-Hansen bijobbede som skuespiller, og Martin Tulinius tjente lidt ved at fotografere teaterforestillinger og som statist på Det Kongelige Teater.

Sådan mødte de andre opkomlinge.

Publikum væltede ind
Efter et par gæstespil kom Katrine Wiedemann forbi med et forslag om at sætte Jokum Rohdes ’Det virkelige liv’ op.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På rollelisten var Jens Albinus, Helle Dolleris og Lars Bom, og selv om der overhovedet ikke blev reklameret for forestillingen, væltede publikum ind, og folk fik også lov til at sidde på trappen ved siden af sæderne.

Historien om den nye eksperimenterende scene på Nørrebrogade spredte sig i teatermiljøet, og senere samme år mødte Martin Tulinius en ung Kasper Bech Holten bag scenen på Det Kongelige Teater.

Han var også statist, men han havde arbejdet som instruktørassistent i Odense og ville gerne lave en forestilling.

Det blev til stykket ’Tristan-variationer’, og sådan tiltrak Kaleidoskop flere og flere af de stjerner, vi kender i dag, mens teatret blev ledet og drevet af folk i jobtilbud.

Den første million
Det kunne ikke gå i længden. Peter Busch-Jensen trak sig ret hurtigt ud af det hårde ulønnede arbejde, for at færdiggøre sin uddannelse og Mikkel Harder Munck-Hansen blev også træt af at sige nej til lønnede skuespillerjobs.

Den eneste rigtige drivkraft var kunstnerisk succes og gode anmeldelser. I 1995 fik teatret sin første støtte, men den rakte ikke langt.

»Nøj, en million. Champagne. Så udbetalte vi 3 måneders løn til alle, og så var pengene væk«, griner Martin Tulinius.

Støtten steg langsomt, og året efter kunne Kaleidoskop udbetale et halvt års løn til alle, men Mikkel Harder Munch-Hansen var ved at køre sur i det.

»Jeg kan huske ærgrelsen over, at min cykel gik i stykker, og at jeg var nødt til at låne penge for at få den repareret«, husker Mikkel Harder Munck-Hansen.

Et nyt dogme
I 1997 annoncerede han, at han ville stoppe, men Teaterrådet truede med at trække støtten tilbage, hvis han gjorde.

I stedet tog han en pause og vendte tilbage med stykket ’Kondylomer’, og det blev starten på et nyt dogme. Martin Tulinius og Mikkel Harder Munck-Hansen aftalte, at de selv skulle lave minimum en produktion om året.

Et år efter kom endnu et vendepunkt. I forestillingen ’Pierrot Lunaire’, skulle Mikkel Harder Munck-Hansen på scenen, og Martin Tulinius blev tvunget til at debutere som instruktør.

»Martin er et af de mennesker, som man ikke kan lade være med at blive lidt irriteret på, for han er så god til så utrolig mange ting«, griner Mikkel Harder Munck-Hansen, men det er ikke kun for sjov.

Efter Mikkel
Mens Martin Tulinius kørte videre for fuld damp, blev det ulønnede arbejde i døgndrift for meget for Mikkel Harder Munck-Hansen, og i år 2000 forlod han teatret i Nørrebrogade til fordel for jobbet som chef for DR’s Radio Drama.

Martin Tulinius knoklede videre, og samme år vandt han en Reumert for Bedste Dramatiker for stykket ’K – Kafka’.

År 2000 var også første år, Martin Tulinius kunne leve af at være teaterdirektør.

Sådan husker han det i hvert fald, men han bruger flere kræfter på at tænke frem end på at tænke tilbage, så årstal og datoer er lidt usikre i hans hukommelse. Men han kan huske højdepunkterne:

’Pierrot Lunaire’ fra foråret 1998, som blev inviteret på festival i Berlin.

’K – Kafka’ fra efteråret 1999, ’Satie’ fra foråret 2000, ’On This Planet’ fra efteråret 2002, som var et samarbejde med den internationale stjerne Robert Wilson, som skændtes vildt med sin kæreste, der var syerske på forestillingen.

’Dada’ fra efteråret 2003 var et vildt fortælleeksperiment, og med ’Havfruen’ fra H. C. Andersen-året 2005 vente Katrine Wiedemann tilbage til Kaleidoskop, og sammen med Martin Tulinius skabte hun en internationalt anerkendt forestilling.

Tre direktører

Martin Tulinius taler meget hurtigt og energisk om forestillingerne, og han bliver ved med at understrege, at han hele tiden har måttet kæmpe for penge til hver forestilling. »’Havfruen’ gav os faktisk så stort underskud, at vi måtte skrue ned for ambitionerne for de efterfølgende to års repertoire«, forklarer han. »Det ny teater får en fast bevilling på 19,1 millioner, og det kommer til at betyde, at jeg bliver herre i eget hus«, siger han. Han kommer nu ikke til at bestemme helt alene, understreger han.





Det ny teater får tre direktører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Martin Tulinius bliver kunstnerisk leder, mens Hans Christian Gimbel bliver international leder, og Rasmus Adrian bliver administrativ leder.

De tre flytter ind i Kanonhallen og får også Dansescenen at boltre sig på. Resten er hemmeligt og bliver afsløret i dag klokken halv et.

Men det ligger fast, at Martin Tulinius nu skal arbejde under en såkaldt resultataftale om kunstneriske mål, men også om antal publikum. »Men min kunstneriske ambition har ikke ændret sig«, siger Martin Tulinius. »Jeg vil hellere ændre noget i hovedet på hundrede mennesker, end jeg vil underholde 200«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce