Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

nationalscenen. Det har længe stået klart, at nationalscenen har brug for en anderledes stærk profil på førersædet.
Foto: HELLE ARENSBAK (arkiv)

nationalscenen. Det har længe stået klart, at nationalscenen har brug for en anderledes stærk profil på førersædet.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Det Kgl. må kigge langt efter ny kunstnerisk leder

Chefjobbet for nationalscenen er et af de absolut sværeste i kulturlivet, skriver teaterredaktør.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Umiddelbart kan man kun undre sig over, at det ikke skete tidligere.

Fyringen af Erik Jacobsen som chef for Det Kgl. kommer ikke som nogen overraskelse. Det har længe stået klart, at nationalscenen har brug for en anderledes stærk profil på førersædet.

Allerede i forbindelse med den nye bestyrelses tiltræden for halvandet år siden var der optræk til et farvel til teaterchefen.

En rasende turbulent tid for nationalscenen med fyringsrunder og kritik af den overordnede ledelse, kgl. dansere i oprør over elendigt arbejdsklima og operasangere, der faldt på knæ for publikum i protest mod nedskæringer.

Da bestyrelsesformand Stine Bosse, noget bastant, gik egenhændigt ind i sagen med balletkorpset, så Jacobsen ud til at være en slagen mand.

LÆS OGSÅ

Men det var et klogt træk, at man bevarede ham ved roret for at sikre den fornødne kontinuitet og erfaring til at få ryddet op og få styr på økonomien oven på en række nedskæringer og svigtende publikumsopbakning.

Der er ingen tvivl om, at Erik Jacobsen er en ualmindelig dygtig embedsmand og administrator, der fra sin tid som departementschef i Kulturministeriet og Miljøministeriet kender til det politiske spil.

At han også har været god til at skaffe sponsorater til institutionen, er et ekstra plus i krisetider.

Det sværeste job i kulturlivet
Men det er altså ikke nok som kgl. topchef bare at melde ud, at nu er der kommet styr på økonomien og ro på bagsædet. Det må nærmest være minimum.

Hvad pokker har man ellers ansat en mand til som overordnet chef for de tre kunstarter?

Her er succeskriterierne som teaterchef i stigende grad blevet skærpet. Der skal i dag virkelig noget til for at legitimere, hvorfor en institution som Det Kgl. Teater skal have en halv milliard årlig i statsstøtte.

Der skal i dag virkelig noget til for at legitimere, hvorfor en institution som Det Kgl. Teater skal have en halv milliard årlig i statsstøtte

Jobbet som chef for nationalscenen er et af de absolut sværeste i dansk kulturliv.

I forhold til andre nationale kunstinstitutioner har Det Kgl. Teater en særlig symbolsk valør som fællesnationalt forum med pligt til at sørge for både tradition og nyskabelse og med appel til både elite og bredde, jyder og københavnere, unge og gamle.

Kort sagt: øretævernes holdeplads, hvor der dårligt nok kan slås en prut på et af de kgl. fjernlagre, før medierne kommer susende. Samtidig er det en vanskeligt styrbar størrelse, en trold med tre hoveder – skuespil, ballet og opera (samt Det Kgl. Kapel) – der hver kræver sit.

Den fysiske adskillelse af kunstarterne med det nye Skuespilhus og Operaen har medført en mental afstand mellem dem internt, ligesom det udadtil har accentueret behovet for en stærk leder med en samlende vision for nationalscenen som helhed.

Populærkulturen presser på
Her har det afgjort knebet for Erik Jacobsen, der aldrig er trådt i karakter som karismatisk leder med noget som helst bud på nationalscenens rolle i globaliseringens tidsalder.

Hvad skal den kunstneriske kerneydelse være i dag? Hvilken kurs skal der lægges i samråd med de kunstneriske chefer?

Her havde forgængeren på posten, Michael Christiansen, skønt han også var embedsmand, et anderledes mærkbart engagement i også den kunstneriske side af sagen, samtidig med at han var en stærk kommunikator udadtil. Det er et must.

Med den eskalerende omkalfatring af kulturlivet, hvor den står på populærkultur frem for dannelseskultur, befinder Det Kgl. sig i en fundamental legitimitetskrise.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her er det ikke nok med en strategisk, strømlinet administrator i toppen. Der kræves en leder, der kan inspirere og udstikke en kurs med både kunstnerisk indsigt og udadrettet slagkraft.

Det oplagte valg

Det synes også at være det, den kgl. bestyrelse nu lægger op til.

Men den kunstneriske ledertype, de eftersøger, kan de godt komme til at kigge langt efter.

Kun en kandidat rager op – nu hvor Kasper Holten ikke står til at kunne lokkes hjem – instruktøren Staffan Valdemar Holm. Han er et oplagt valg som tidligere chef for Dramaten og for mastodonten Düsseldorfer Schauspielhaus og som instruktør for bl.a. det kgl. skuespil med vidtrækkende erfaringer fra også opera.

Ingen tvivl om ledelsesformatet. Som han udtalte det i sin tid som chef for Dramaten, er der nærmest noget galt, hvis man ikke konstant står til øretæver, det er der en egen drivkraft i.

At han i foråret alligevel valgte at trække sig fra posten i Düsseldorf, kan så vise sig at blive Det Kgl. Teaters held.

Det er dog alt sammen ren spekulation, nu hvor stillingen end ikke slået op. Men en ting er sikkert: Der er ikke bare brug for en stærk mand (m/k), der er brug for stærke visioner.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden