Alder? 33 år. Min første optræden var på Café Klostertorvet i Aalborg. Det gik skrækkeligt i samtlige 40 minutter, jeg var på – ingen grinede. Jeg havde selv hooket jobbet op, betalingen var to fadøl, og medbragt de 24 gæster. Men der sad også fire überstive fyre, som lige var hjemvendt fra en boreplatform. De var flere gange oppe og råbe »bøsserøv« i mikrofonen.
Den sjoveste person, jeg kender, er en fyr, der hedder Niklas. Han er så ubeskrivelig distræt og lever på samme tid et meget impulsivt liv. Så til alt, han oplever, siger man: »Hva’ skete der? Hva’ gjorde du?«. Efterfulgt af latterkramper. Den komiker, jeg helst ville være, hvis jeg ikke var mig selv, er Sebastian Dorset. Jeg misunder ham altid for at stå så stille på scenen. I hvert fald i forhold til mig kommer han utrolig let til pengene. Hvilket ord er altid sjovt? Friværdi. Der knytter sig så meget tragikomisk til det ord, at man kun kan grine ad de mange fiktive penge, der engang gjorde folk så fiktivt lykkelige. Min værste optræden var for 500 pivstive folkeskoleelever, der havde sidste skoledag. I dagens anledning havde skolens ledelse af uransagelige årsager besluttet, at eleverne skulle medbringe fodbold-dommerfløjter. Mange af dem havde så valgt at kombinere fløjtetemaet med barberskum. Jeg fik aldrig et ord indført. Til gengæld blev jeg smurt ind i barberskum fra top til tå, da jeg bevægede mig ned blandt de fulde børn. Så det har jeg fået indført i min kontrakt, når jeg optræder: Ingen fulde børn mellem 14-15 år med dommerfløjter og barberskum. Noget, alle altid griner ad – undtagen mig – er reality-deltagere. For det er da meningen, man skal grine ad dem, ik’?
