Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Scene

Dramatisk dansk sopran er efterspurgt verden over

»Man skal være i sine følelsers vold«, siger den verdenskendte Ann Petersen.

Scene

Hun plejer at øve i et lille lokale, men i dag har pianisten booket et større rum. En hel sal.

Der står en enorm smadret marmortrappe – scenografien fra en af Operaens tidligere forestillinger – med et stort nedskudt amerikansk flag på siden, en militærjeep og en masse neonpink skalstole. Og et langt sort flygel.

Ann Petersen samler hænderne foran sig og lukker øjnene. Klaveret slår an, og den 1,80 meter høje sopran åbner armene, former læberne og skaber blide toner på en kontrolleret luftstrøm, som hun følger til dørs med sine mavemuskler, sin vejrtrækning og en venstre arm, der vinker tonerne på vej.

»Wir sind durch Not und Freude gegangen Hand in Hand«. Gennem nød og glæde er vi gået hånd i hånd. Det er den sidste af Strauss' 'Vier letzte Lieder', 'Im Abendrot', hun gennemgår.

Ann Petersen rejser sig på tæerne, drejer langsomt rundt om sig selv. Løfter den ene fod, lægger vægten frem på tæerne.

LÆS OGSÅ

Selv om det kræver dyb koncentration at synge tyske og konsonantrige ord i flere sekunder, end en almindelig dødelig kan holde vejret, er stemmen let, blid, rund, inderlig og fuldstændig uanstrengt.

Så da Ann Petersen i slutningen af en lang frase teatralsk falder fremover, sætter det ene knæ på flyglets låg og kravler helt op på instrumentet, er det ganske overrumplende for det henførte publikum bestående af fotografen og mig.

»Fuck, mand«, lyder det fra sopranens mund, da hun afbryder sig selv. Hun puster.

»Det var noget værre lort«.

Hun og pianisten bøjer sig over noderne for at se, hvor der kan komme en ekstra vejrtrækning ind. Den tyske sangerinde Elisabeth Schwartzkopf har lavet nogle forslag i de ordtætte værker, og de bliver enige om, at Ann Petersen skal prøve igen fra samme sted, denne gang med Schwartzkopf-metoden. Selv om hun helst vil gøre det, som komponisten oprindelig har skrevet det. Hun bider sig i læben og starter forfra.

Efter en enkelt gennemsyngning bliver de enige om, at det ikke er nødvendigt. De behøver næsten ikke at sige det, det er indlysende, de afklarer spørgsmålet med et hurtigt nik i forbifarten.

Den tyske lyd
Ann Petersen skrev sidste år kontrakt med Den Kongelige Opera i København 14 år efter debuten samme sted. I mellemtiden har hun været i udlandet, hvor hun i fire år var fastansat ved operaen i Graz i Østrig. Siden 2004 har hun rejst verden rundt og optrådt på en lang række operascener, og hun er bedst kendt for sit tyske repertoire.

På torsdag skal hun synge Wagner og Strauss i Tivoli med Tivolis Symfoniorkester, og Politiken møder hende på den sidste øvedag inden koncerten.

»Der er bare ikke noget smukkere end at synge Strauss' 'Vier letzte Lieder'«, siger hun.

»Det var det sidste, han komponerede, fire sange, der beskriver årstiderne. Han skrev dem til sin kone, og det er deres afsked med hinanden og livet. Det fås ikke bedre«.

Det starter med 'Frühling' – foråret, og det slutter med 'Im Abendrot', i aftenrøden. Forårets melodi har en masse bevægelse og små fuglefløjt, både i sangstemmen og fløjten.

»Det er utrolig intimt. Sangene er meget gennemsigtige. Og de er meget, meget svære, faktisk«. Hun smiler og tegner melodierne i luften frem for sig. Små krøller og lange streger.

»De er så forskellige. Der skal både være bevægelse i stemmen, og samtidig skal man have en kolossal god vejrtrækningsteknik, for det er nogle utrolig lange fraser. Faktisk er de ret usangbare, mange af fraserne«, siger hun.

Meget afhænger af, hvilket tempo dirigenten ønsker, og det planlægger man i god tid. Det ville være helt forfærdeligt, hvis det var en overraskelse.

»Så står man der og skal måske trække vejret midt i et ord. Jeg tror, jeg ville hugge halsen over på ham bagefter«. Hun griner.

Ann Petersen forklarer, at man skal blive på luftstrømmen og lade stemmen flyde.

»Og man skal endelig ikke synge Strauss’ ’Vier letzte Lieder’ for tungt. Nu har jeg jo sunget Wagner i lang tid, hvor man skal have hele den brede stemmelyd med, så jeg skulle ind i mit lille øvebur for at komme tilbage og synge det slankt. Hvis man har hele stemmemassen med, kan man ikke lave de her hurtige lette løb«, siger hun.

Derfor er det vigtigt, at Strauss ’Vier letzte Lieder’ ligger først i programmet, og at det først er til sidst, hun skal synge Wagners 'Isoldes Liebestod'.

Isoldes kærlighedsdød
At synge Isoldes parti i Wagners opera 'Tristan og Isolde' er blevet beskrevet som at cykle tre Tour de France-etaper i træk.

»Wagner har også sindssygt lange fraser, og det er meget stort orkestreret. Man skal stå som en mastodont og stole på at få stemmen projiceret ud«, siger Ann Petersen. Og så er der heller ikke lagt låg på følelserne hos Wagner. Hele Isoldes følelsesregister kommer til udtryk, mener Ann Petersen.

»Alt det, en kvinde kan komme igennem i sit liv. Fra at være dybt forelsket til at omgivelserne kan gøre en til en furie. Alle de forfærdelige ting, hun oplever. Så store følelser, som man næsten ikke kan rumme«, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I hendes egen fortolkning forenes Isolde med sin elskede Tristan, som dør i slutscenen, i sjælelivet – efter døden.

»Det er meget stort. Det gør både helt vildt ondt, og det er helt fantastisk indeni. Man er helt splittet ad bagefter. Og man har brug for rigtig mange dage, før man skal lave den næste forestilling«, siger hun.

Og selv om Ann Petersen ikke trækker direkte på egne erfaringer, så bruger hun sig selv og sit eget følelsesliv som Isolde.

»Han dør sgu i mine arme. Og han skal bare ikke væk fra mig, han må ikke forlade mig. Det at få lov til at vise den kærlighed og at vi forenes. Det er ... Det behøver man ikke at have oplevet i virkeligheden«, siger hun.

I kontakt med sin følsomhed
De store følelser er udmattende, men Ann Petersen elsker det.

Det har sine fordele og ulemper at være »emotionel«, som hun kalder det. For nylig sang hun ’Tannhäuser’ på Staatsoper i Berlin under den berømte dirigent Daniel Barenboim, og her kom hun i direkte kontakt med sin følsomhed.

»Daniel Barenboim er en meget spændende herre – og også humørsyg. Han kan få dig fuldstændig ned med nakken. Der græd jeg mange tårer. Men der var lige så mange smil. Nogle af mine kolleger kunne bare lade det prelle af. Men jeg skulle hjem og bruge nogle timer på at kapere det«, siger hun.

Gaven er til gengæld, at alle følelserne kan bruges på scenen.

»Det skal man. Man skal være i sine følelsers vold, ellers rører det ikke nogen. Gå ind og være der 120 procent. Smide alt over bord, glemme alt og være parat til at springe ud fra 100-metervippen. Det skal være enten eller. Take it or leave it. Her er jeg – fuldstændigt blottet og nøgen«, siger hun.

Ann Petersen er lidt træt. Det er ikke, fordi hun har sunget så meget. Det er bare eftermiddagen, regnen. Den store sal, måske.

Alligevel bestemmer hun sig for at synge 'Isoldes Liebestod' igennem.

En smuk kvinde med blide bevægelser

Igen sætter hun håndfladerne sammen og lukker øjnene.

»Mild und leise«. Mildt og blidt. Sådan starter hun. En smuk kvinde med blide bevægelser. Blidt vuggende den usynlige elskede, døende i hendes arme, og kærligheden, som fortsætter ind i døden.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stemmen tager mere og mere fat, og Ann Petersens øjne begynder i glimt at vise den ekstase, Isolde føler, da hun ser sin og Tristans forening for sig i dødsriget. Rummet omkring hende synes mindre, og hun selv synes større, tungere, mere fyldig. Hendes øjne leder, bliver små lysende trekanter, og munden står på vid gab, mens hun synger sin kærlighed til Tristan ud, hans død, sin egen død.

Et overrumplende, intimiderende følelsesvælde, midt blandt de skrigpink stole og grimme træborde.

En styrke, stolthed, afklarethed fra en anden tids kvindebillede.

Hun blæser resten af spørgsmålene og billederne ud af hænderne på fotografen og mig, der mundlamme står tilbage, da Ann Petersen har fulgt os ud af Operaen, sat sig ind i bilen og sagt farvel. Ansigtet er tilbage i blide og smilende folder, mens hun vinker gennem bilruden og svinger ud fra Operaens parkeringsplads.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce