Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ROMANTIK. Carl Maria von Webers 'Jægerbruden' rammer med sin dyrkelse af de store, på en gang vidunderlige og dystre skove pletten i den tyske romantiks skydeskive. Det hele handler om splittelsen mellem godt og ondt, lyst og mørkt. Den engelske superscenograf Es Devlin står for det visuelle i Kasper Holtens nyopsætning.
Foto: Illustration: Es Devlin

ROMANTIK. Carl Maria von Webers 'Jægerbruden' rammer med sin dyrkelse af de store, på en gang vidunderlige og dystre skove pletten i den tyske romantiks skydeskive. Det hele handler om splittelsen mellem godt og ondt, lyst og mørkt. Den engelske superscenograf Es Devlin står for det visuelle i Kasper Holtens nyopsætning.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Jægerbruden' akt for akt: En skytte i ledtog med djævelen

Baggrund. I anledning af Kasper Holtens nyopsætning af Webers ’Jægerbruden’ gennemgår vi det klassiske stykke, akt for akt.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Majestætiske valdhorn, ildevarslende strygere og dystre, dæmpede paukeslag.

Ouverturen til den tyske komponist Carl Maria von Webers 'Jægerbruden' rammer med sin dyrkelse af de store, på en gang vidunderlige og dystre tyske skove selve pletten i den tyske romantiks skydeskive. Her handler det om splittelsen mellem godt og ondt. Mellem lyst og mørkt i menneskets egen natur.

Operaen er komponeret i syngespilstraditionen fra Mozarts ’Tryllefløjten’, der på samme måde lader handlingen skride frem ved hjælp af skiftevis talt dialog og sang, og den var en kæmpemæssig succes, da den havde premiere i Berlin i 1821. For hele ideen om et samfund, hvor en fyrste var over sine skovfogeder, der igen styrede deres jægere i et hierarkisk system indrammet af den storslåede tyske natur og dens blanding af velplejede landsbyscener og forrevne bjergslugter oversået med mørke nåletræer, var noget, selv berlinerne kendte til.

Naturen er med andre ord ikke bare en kulisse i ’Jægerbruden’. På dansk sætter dramaet den rene dyd i form af den unge Agathe og hendes hvide brudekjole i centrum med sin titel. Men på tysk hedder operaen ’Der Freischütz’. Dermed sættes fokus på jægeren Max, der nær bliver djævelens offer.

Det handler om mørkets kræfter over for lysets og om den på godt og ondt besjælede natur, der i operaen rummer en ren, hvid due. Men som også leverer det djævelskab, der driver Max til i 2. akts dramatiske klimaks at drage til den hjemsøgte Ulveslugt ved midnatstid for sammen med den onde jæger Kaspar at støbe de magiske kugler, der gør Max til friskytten i den tyske titel.

Det lyder måske godt at være friskytte, men det er skidt. Kaspar er nemlig i ledtog med djævelen, som vi møder i operaen i skikkelse af den sorte jæger Samiel, og da uhyggen i den berømte scene i Ulveslugten når sit maksimum, træder Samiel direkte ud af et råddent, frønnet træ for at give Max hånden, efter Max selv har råbt på Samiel. Det onde og det gode. Begge dele er kræfter, der bor i mennesket, som de gør det i naturen.

Farver og ’frikugler’

På det tidspunkt, hvor den frustrerede Max har sluttet sig til Kaspar og set ham støbe de forbandede frikugler i Ulveslugten, har voldsomt uvejr, et sort vildsvin og horder af spøgelsesjægere til fods og på heste flænget himlen om kap med lyn og torden. På det tidspunkt ser det ikke ud til at hjælpe det fjerneste, at den uskyldsrene Agathe har allieret sig med en gudfrygtig eneboer.

I operaens slutning i tredje akt har eneboeren imidlertid forladt sin grotte og møder op ved den skydekonkurrence, hvor djævelen nær har held til at få Max til at myrde sin egen brud ved hjælp af de syv djævelske Freikugeln, Kaspar har fået Max til at bruge.

Med ’Jægerbruden’ fuldbyrdes den tyske romantiske opera. Mozart – som kom fra det, vi i dag kalder Østrig – havde skrevet både italiensksprogede operaer og tysksprogede syngespil. Beethoven, der var tysk tilflytter i Wien, havde med ’Fidelio’ skrevet noget, der tangerede romantikkens følelsesladede sprog. Men Weber, som var samtidig med den romantiske liedmester Schubert, satte sagerne på plads.

Med en usædvanligt farverig og præcis brug af orkestret forløste han periodens dystreste, mest pirrende fantasier i et sunget, talt og spillet drama, der trods alle tilløb til tragedie ender lykkeligt inden for den ramme, det er indpasset i. Nemlig det gudfrygtige 1800-tals menneskes velordnede verden, hvor der trods alle fristelser er en nådig gud, som råder foroven, og som hjælper den, der angrer og er villig til at vende tilbage til dydens smalle sti.

Beundret af Wagner

Carl Maria von Weber blev kun 39 år gammel. Han døde af en lungelidelse under et ophold i England, men ligesom hans senere franske kollega Bizet er blevet udødelig på grund af ’Carmen’, står Weber på grund af ’Jægerbruden’ fast, uanset hvilke storme der måtte puste til operahistorien.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke bare er Webers brug af orkestret, som han bruger det til at forløse djævleblændt uhygge og overnaturlige fænomener, revolutionerende for sin tid på samme måde som Berlioz’ i ’Den fantastiske symfoni’ bare 9 år senere. Han formår også at spænde et musikalsk lærred op, der rækker fra folkelige drikkeviser og muntre dansemelodier til dystert formindskede spændingsakkorder. Alt sammen inden for en tonal palet, hvor lysets C-dur møder sin modsætning i mørkets c-mol, mens jagtstemning og glade jægerkor folder sig ud i friluftsfrisk D-dur.

Wagner beundrede Weber og fik hans lig transporteret hjem til Tyskland, så det kunne blive bisat i Dresden. Gustav Mahler færdiggjorde en anden af Webers operaer, den ufuldendte ’Die drei Pintos’, i lutter beundring for kollegaen. Den fuldt udfoldede senromantik fra slutningen af 1800-tallet stod kort sagt på skuldrene af den tidlige romantik, Weber leverede i frisk aftapning med ’Jægerbruden’, og tyske dirigenter har stået i kø for – ofte som noget af det første i deres karriere – at dirigere værket. Far og søn, Erich og Carlos Kleiber, indspillede det således begge i henholdsvis 1955 og 1973 i versioner, der den dag i dag har referencestatus.

Når ’Jægerbruden’ opføres, er den talte dialog altid en udfordring. Gode sangere er ikke nødvendigvis dygtige skuespillere. Men dykker man ned i uhyggen, glemmer man hurtigt problemerne. Kaspar, der svinger mellem det godes dur og det ondes mol, er på flasken. Det er kun en skidt fyr, og i første akt fortæller han stolt, at han var med til det, tyskerne kalder for Magdeburgerbrylluppet eller Magdeburgerdansen. Denne tilsyneladende glade betegnelse er navnet på Trediveårskrigens blodigste, mest infame massakre på en hel bys civilbefolkning. Så ved vi ligesom, hvor vi har denne djævelens gesandt. Og selv om Max træder ved siden af og nær opsluges af mørket, er han trods alt blond. Mere end 100 år inden Hitlers og nazisternes magtovertagelse kunne den slags symboler på tyskhed, godhed og ægthed stadig anvendes på operascenerne.

Dengang og i dag

Hele vejen igennem operaen formår teksten og musikken at spille på modsætninger.

2. akt begynder med Agathes og Annas blide stemmer, men slutter under en formørket fuldmåne, mens Kaspar støber de djævelske kugler, og ondskaben rider frit over himlen. 3. akt begynder til gengæld med en meteorologisk opklaring, inden Agathes brudekrans ildevarslende viser sig at være byttet ud med en begravelseskrans. Over for sorte Samiel står en from eremit. Med hans mellemkomst kan djævelen ikke skade Agathe, der som en hvid due overlever og får sin blonde Max til slut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Udfordringen i dag ligger hos operainstruktøren, der skal sætte ’Jægerbruden’ op.

Hvis ikke man kan sluge disse klicheer, ja, hvis man måske ikke engang abonnerer på den kristne tro, må der fortolkes, så dramaets kamp mellem mørke og lys kan give mening for et publikum anno 2015.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden