Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Airport. Instruktøren Kristján Ingimarsson er i november tilbage med et teaterstykke om noget, vi alle kender: lufthavnen. En kulisse, mener instruktøren, som vi selv har skabt og frivilligt underlægger os, men som vi også kunne lave om på, hvis vi havde lyst.
Foto: Cicilie S. Andersen

Airport. Instruktøren Kristján Ingimarsson er i november tilbage med et teaterstykke om noget, vi alle kender: lufthavnen. En kulisse, mener instruktøren, som vi selv har skabt og frivilligt underlægger os, men som vi også kunne lave om på, hvis vi havde lyst.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Teaterinstruktør: »Lufthavnen er en rigtig god metafor for vores liv«

Kristján Ingimarsson er i november tilbage med et teaterstykke lufthavnen.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hej Kristján, hvordan fik du ideen til ’Airport’?

»Jeg rejser rigtig meget, jeg turnerer jo og kommer derfor meget i lufthavne, og man begynder jo at lægge mærke til ting. Samtidig har der i mit hoved kørt en tanke om at lave noget om, hvordan mennesker skaber deres strukturer og omgivelser. Lufthavnen jo en betonkasse, som er blevet indrettet på en meget underlig måde.

Lufthavnen er et komprimeret eksempel på vores verden. En struktur, man skal gå igennem, hvor man underkaster sig en masse, selv om man tror, man har en masse frihed. I virkeligheden bliver man nødt til at slippe meget af sig selv for at kunne deltage i det. På den måde er lufthavnen en rigtig god metafor for vores liv. Og så er det, at man som instruktør undrer sig over, hvordan det kan være, vi skaber sådan nogle ting for os selv.

Jeg synes, det er interessant, at man har så streng en struktur, lige inden man tager ud at flyve. At flyve er jo den absolut største frihed. Kontraster er jo altid interessante, og den her er så stor«.

Hvordan bliver det så til teater? Hvor er historien i en lufthavn?

»Det er nærmest ikke en historie, det er mere en tilstand. En lufthavn er en kakofoni af mennesker, nationaliteter, formål og tanker. Et kontrolleret virvar. Min tanke er, at jeg som et sikkerhedskamera vil zoome ind på enkelte situationer, for eksempel en mand, der bakser med sin vogn, fordi det venstre forhjul er i stykker. Små historier og nuancer, der tilsammen udgør en lufthavn.

Jeg laver jo fysisk visuelt teater, så for mig er det en gave, at en lufthavn i sin natur udgøres af forskellige handlinger. Alle har været der; det er ikke et sted, jeg skal opfinde. Alle har prøvet det, de har skullet tage stilling til, om de vil gå den lange rute langs kødannerne, eller om de bare vil kravle under dem. Alle genkender sådan et lille bitte billede, og den følelse skal vi have fat i.

Det, jeg har lyst til at vise folk, er, at det her i virkeligheden er en kulisse, og at det er noget, vi har skabt. Vi tjekker hinanden i hoved og røv, redskaberne omkring os er nærmest de samme, man bruger i slagtehuse. Rullebånd og så videre. Det er samme mekanismer, forstår du? Det er samme udregning, i forhold til hvor mange man kan pumpe igennem systemet, og hvor hurtigt man kan gøre det til den bedste pris. Hvordan gør man det bedst? Der, tror jeg, har frygt en enorm betydning, fordi den får folk til at opføre sig ordentligt. Så lufthavnen er en kreation, en kulisse, og det er det, jeg har villet gøre klart for folk. Det er noget, vi gør imod hinanden eller for hinanden. Vi spiller de forskellige roller og har forskellige kostumer på.

Hvis vi har skabt de her latterlige eller fantastiske kulisser, for de er jo også storslåede en gang imellem, så kan vi også lave dem om. Så kan vi også skabe noget andet«.

Spændingen, når man går igennem skanneren - bipper den, eller bipper den ikke? Og så er man igennem sikkerhedskontrollen, og det næste er det, jeg kalder tobleroneland. Så er man allerede på ferie, er det ikke rigtigt?

Tager du stilling nu?

»Som instruktør kommer man jo altid til spørgsmålet om, hvor meget man bør pådutte og fortælle folk. Der er jeg heldigvis ikke kommet til endnu i denne proces, for det er først i november, vi har premiere. Jeg laver teater på den måde, at jeg prøver at holde mig så naiv som muligt i så lang tid som muligt. Jeg vil vente med at tage stilling bare for at kunne være åben i skabelsesprocessen, og det er ikke et færdiglavet manuskript, jeg går ud fra, når jeg går i gang. Når jeg går i gang, ved jeg ikke, om det bliver en humoristisk forestilling, eller om det bliver en eller anden sortsynet udkantsfortælling, ha ha, det kommer ofte an på dem, der skal være med i stykket.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men altså, med ’Airport’ har jeg lyst til at zoome ind på nogle episoder og personer i lufthavnen og så ligesom pakke dem ud. Måske kommer de ud for et sammenbrud eller sådan noget. Der er jo meget at vælge imellem«.

Hvad er det så for nogle situationer i lufthavnen, der kalder på dramatik?

»For eksempel hierarkiet i lufthavnen. Hvem må hvad? Vi har forskellige lag. 1. klasse, business class, economy. Og så er der nogle mennesker, der kan gå op i loungen, og nogle, der ikke kan. Nogle døre er det kun nogle mennesker, der kan gå igennem. Kaptajner og stewardesser har gudestatus, de er væsner, som svæver rundt i lufthavnen. De kan gå alle steder, og når de dukker frem foran folk, beundres de i deres fantastiske uniformer. De er på en eller anden måde gudeskikkelser.

Hvad er der bag ved de vægge, vi ser vores bagage forsvinde bag? Den forsvinder bag plastikforhænget, og så ved vi faktisk ikke mere, før vi får den igen i et andet land. Der har bagagen jo været på en rejse, og jeg kunne godt tænke mig at følge den på den rejse. Hvad sker der, hvis vi alle sammen går op i loungen? Er der plads til os alle sammen deroppe? Kan vi alle sammen være en del af den klasse? Hvorfor er alle bænkene lavet sådan, at man ikke kan sove på dem? Det er sådan nogle spørgsmål, episoder og situationer, det er interessant at undersøge«.

Hvilken følelse får du selv, når du er i en lufthavn?

»Ja, det er jo lige det. Følelsen, når man tager sko og bælte af for at gå igennem security, er interessant. Op med armene, som om politiet har stoppet én og er ved at undersøge, om man har våben på sig. Det er den samme følelse. Når man får bakken med sine ting, er det ligesom i et fængsel. Ud i friheden.

Spændingen, når man går igennem skanneren – bipper den, eller bipper den ikke? Og så er man igennem sikkerhedskontrollen, og det næste er det, jeg kalder tobleroneland. Så er man allerede på ferie, er det ikke rigtigt? Du har lige haft en stresset følelse, men nu er du igennem, du har fået dine ejendele med dig, og nu er du på ferie. Du er blevet tilgivet eller frigivet af sikkerhedspersonalet, du er god nok, og nu er du i tobleroneland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så er det pludselig nogle helt andre regler, der gælder. Du kan sagtens gå i baren klokken 7 om morgenen, for du er på ferie. I virkeligheden er du jo stadig i Danmark, du gik bare over en streg i gulvet, men følelsen, kulissen, siger til dig, at du er på ferie. Lige efter at have været potentiel terrorist, er du nu turist. Det er et meget specielt skifte«.

Bliver’Airport’ så fysisk og voldsomt, som dine stykker plejer at være?

»Ha ha. Det vil vise sig. Jeg ved ikke, hvor voldsomt det bliver, det vil nok afhænge af, hvad kulisserne kan holde til. Ha ha. Det er altid det, der sætter grænser. Mest af alt håber jeg, det bliver tankevækkende. Det er jo derfor, jeg laver teater«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden