Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
ROSENBERG THEA GRAV
Foto: ROSENBERG THEA GRAV

EKSPERIMENT. »For mig handler det ikke om nogen, der skal klappe hinanden på ryggen eller skuldrene. Hele den der selvgodhedssnak er uinteressant«, siger Christian Lollike. »For mig er det et eksperiment«.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lollike om asylballet: »Hele den der selvgodhedssnak er uinteressant«

Dramatiker Christian Lollike sætter seks flygtninge sammen med balletdansere på Det Kgl. Teater. Det bliver »pænt syret«, siger han.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi læser om dem i aviser og hører om dem på tv. Vi har måske mødt nogle af dem i virkeligheden. Men nu træder seks flygtninge op på scenen i Det Kongelige Teater og beretter om deres flugt og om, hvordan det er at være kommet til Danmark.

»Et eksperiment«, kalder dramatiker og instruktør Christian Lollike selv forestillingen 'Uropa', som har premiere på Det Kongelige Teater fredag. Her optræder seks asylansøgere på scenen sammen med dansere fra Den Kongelige Ballet. Hensigten er, siger Lollike, at bevæge publikum på en anden måde, end hvis de ser det på tv eller i avisen. Men al snak om godhed og moralsk rygklapperi er han ligeglad med.

Christian Lollike, hv ad er din pointe med at bruge flygtninge, altså ’rigtige mennesker’, i din forestilling?

»Det giver selvfølgelig noget andet, når man hører deres egen historie fra dem selv frem for en skuespiller, og så har de nogle helt andre kroppe og ansigter, som jeg synes er interessante at bringe ind på scenen«.

Man kan jo læse deres historier i aviserne; hvorfor skal det sættes op på Det Kgl. Teater?

»Fordi man læser om dem i avisen, møder man dem jo ikke rigtigt, her foregår der jo et reelt møde. Derudover synes jeg selvfølgelig, at blandingen af dans og musik og deres fortællinger gør, at det forhåbentlig kan bevæge folk på en anden måde, end hvis de ser det på fjernsynet eller læser det i avisen«, siger Christian Lollike.

Ingen rygklapperi

Men det handler ikke om, at publikum skal komme ind og klappe hinanden på ryggen og sige: 'Hvor er det synd for flygtningene' og 'Hvor er vi gode'. Det interesserer ham ikke.

»Jeg laver det, fordi jeg synes, det er interessant at høre, hvordan de har oplevet deres egen flugt. For mig handler det ikke om nogen, der skal klappe hinanden på ryggen eller skuldrene. Hele den der selvgodhedssnak er uinteressant, jeg laver bare det værk, jeg synes er spændende, og bruger de virkemidler, jeg synes er interessante, og for mig er de et stærkt virkemiddel til at prøve at beskrive, hvordan Europa ser ud, og hvordan flugt reelt foregår, og høre, hvordan de oplever danskere, og hvordan de har oplevet deres flugt, og så sætte det sammen med dans og forskellige kunstneriske virkemidler og se, hvad man kan skabe af det. Og hvad der så er af moralske diskussioner, om man gør det af den ene eller den anden årsag, det er jeg sådan set ligeglad med. For mig er det et eksperiment«.

I et interview med Politiken taler skuespiller og instruktør Jens Albinus om, at virkelighedsrepræsentationen har den begrænsning, at man bringer teatret på en meget rationel formel; at man bliver så vanvittig fornuftig og andægtig, når der, som han siger, kommer en ind på scenen, som selv har siddet i en båd. Er der ikke en risiko for det?

»Den her forestilling bliver pænt syret, og den fare, som Albinus beskriver, er der jo også, når almindelige skuespillere kommer ind på scenen og siger nogle flotte litterære ord. Der sidder vi jo mindst lige så andægtige. Da ved vi, det er fin kunst«.

Men er det gode ved kunst ikke netop, at man kan skabe sine egne virkeligheder i fiktionen?

»Enhver virkelighed er også fiktion. De, der er med, betragter jo også i en eller anden grad deres egen historie som både sandhed og fiktion. At begynde at hævde, at noget er mere sandt end noget andet, tror jeg, er at gøre sig dummere, end man behøver«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Afspejling af virkeligheden

Hvor længe kan du lave forestillinger, hvor du tager emner, vi også hører om på TV 2 News, ind på scenen?

»Det ved jeg ikke. Jeg laver nærmest altid noget, som i en eller anden forstand afspejler den virkelighed, som vi lever i, så jeg skal nok stoppe, når den hører op«.

Oplever du, at der er en begrænsning i det traditionelle teater?

»Man skaber jo altid nogle rammer for et kunstværk, og de har deres styrker og begrænsninger, og det har det såkaldte traditionelle teater også. Og det har vores forestilling sikkert også«.

Det Kongelige Teater
Foto: Det Kongelige Teater

Ligeglad med nyhedsværdien

Virkelighedsteater har vi jo set længe – er det ikke blevet sin egen tradition? Er nyhedsværdien i det ikke efterhånden forsvundet?

»Jo, men jeg er også fuldstændig ligeglad med nyhedsværdi. Man laver ikke et projekt med 6 asylansøgere, som man arbejder på i to år, fordi man synes, det er smart og skal være nyhedsagtigt. Hvis folk har set en blanding af ballet og asylansøgere før, så skriv til mig og anbefal mig, det vil jeg da gerne se«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jens Albinus snakker også om, at fremmedheden har vi alle, den er vi født med, og at teatret skal tage nogle boksekampe med den fremmedhed. Er det det, du gør?

»Det synes jeg helt klart. Jeg synes, jeg bokser med den hver morgen«.

'Uropa - en asylballet' spiller på Det Kongelige Teater 29. jan.-14. feb. samt 16.-20. feb.Instr. Christian Lollike. Koreo.: Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis. Koncept: Sort/Hvid og Corpus/Det Kgl. Teater

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden