CURLINGBARN. Jean, der spilles af musicaltalentet Pelle Emil Hebsgaard, er et curlingbarn i bolsjefarver. Her i hænderne på stuepigen Marthe, spillet af Lise Baastrup.
Foto: Gudmund Thai

CURLINGBARN. Jean, der spilles af musicaltalentet Pelle Emil Hebsgaard, er et curlingbarn i bolsjefarver. Her i hænderne på stuepigen Marthe, spillet af Lise Baastrup.

Scene

Samfundskritikken drukner i babysprog i Folketeatrets 'Jean de France'

Folketeatrets opdatering af ’Jean de France’ er ikke helt Holbergs tid, men heller ikke helt vores egen.

Scene

Gad vide hvad Ludvig Holberg ville have sagt til Bertel Haarders nye danmarkskanon? Eller frikadellegate i Randers Kommune? Mon ikke disse udslag af den nynationale drejning i dansk politik ville have moret nationaldigteren? Han var jo egentlig nordmand, men skrev på dansk og sværmede for det europæiske. Tag bare komedier som ’Erasmus Montanus’ og ’Jean de France’. De handler om unge mænd, som forsøger at omplante nye ideer fra hovedstaden og det store udland til den danske bondemuld og kommer gruelig galt af sted med det.

TEST DIG SELV

Der er med andre ord god timing i Folketeatrets nyopsætning af ’Jean de France’ fra 1722. Teatret har bedt dramatikeren Line Mørkeby om at ’oversætte’ komedien til nudansk og iscenesætteren Frede Gulbrandsen – som selv er nordmand – om at stå for den sceniske modernisering. Det er der kommet en ganske fornøjelig gang falden-på-halen-komedie ud af, med hilsen til den italienske commedia dell’arte, som stod Holberg nær.

Morsomt møde mellem teatertraditioner

Det er for eksempel sjovt, at hovedrollen spilles af en lokal musicalstjerne. Pelle Emil Hebsgaard har de seneste år slået sit navn fast som en af de unge kometer i ny dansk musical. En meget udansk genre, med store armbevægelser og brede smil, som ikke desto mindre nyder stor popularitet herhjemme lige nu.

Sådan kommer hovedpersonen i ’Jean de France’ også hjem til andedammen efter 15 uger i Paris. Han hedder i virkeligheden Hans Frandsen, men har tout simplement glemt sit modersmål. Hebsgaard taler et miks af prins Henrik-dansk og aftenskolefransk og giver den maks. gas på dansegulvet med cancan, flamenco og svedig kosakdans i farverig Pigalle-stil. Han synger opera og nykomponerede singer-songwriter-følsomme ballader a la Mikael Simpson om at være et misforstået geni, forfattet af Line Mørkeby.

For eksempel forstår jeg ikke, hvorfor Jean er blevet gjort til sådan en selvopblæst sinke af et curlingbarn i bolsjestribede bukser

Jeans far og naboen Jeronimus fatter ikke et hak. De spilles af Jesper Asholt og Ole Thestrup, som er grand old men i dansk teater. Mødet mellem generationerne er således også et møde mellem forskellige teatertraditioner. Det er morsomt. Og Sonja Oppenhagen, der spiller Jeans mor, har et særdeles godt tag om commedia dell’artens jordbundne bondeegoisme.

Samfundskritikken drukner i spas

Men jeg savner noget social og historisk kontekst. For eksempel forstår jeg ikke, hvorfor Jean er blevet gjort til sådan en selvopblæst sinke af et curlingbarn i bolsjestribede bukser.

Eller hvorfor Ole Thestrup taler jysk som en studehandler fra Holstebro, når komedien – i hvert fald hos Holberg – foregår hos det bedre københavnske borgerskab. Eller hvorfor man har påklistret en prolog, som ikke rigtig bidrager med noget, ud over forvirring. Her griber opdateringen lidt i øst og vest.

Holberg er nærmest feministisk, når han lader tjenestepigen Marthe (fermt og ligefremt spillet af Lise Baastrup) kritisere et mandsdomineret samfund. Og Jean selv går til angreb på fædrenes snusfornuftige købmandslogik, når de indgår arrangerede ægteskaber ud fra profithensyn. Men den samfundskritiske side af sagen drukner i for meget babysprog og for mange sjove parykker.

Naboen siger et sted, at Jean hverken taler dansk eller fransk. Det samme kunne man sige om denne opsætning: Det er ikke helt Holbergs tid og ikke helt vores, men en tid- og stedløs abstraktion midtimellem. Gråmeleret som scenografien og kostumerne af Astrid Lynge Ottosen, der i sig selv er godt tænkt og godt lavet.

Men det er med scenografi og kostumer som med forestillingen generelt: Der er mange gode individuelle indsatser rundtomkring. De samler sig bare ikke til en overordnet fortælling om, hvad vi skal med Holberg lige nu.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce