Hvad ville Emma Gad have sagt til de nye former for skik og brug på som nu f.eks. dick pics lagt ud på Facebook som hævnporno eller selfie booster? Ja, fruen ville nok have rallet, som Peter Zandersen her gør det, selv om hun nok ikke var stået på hovedet ned af bordet med et fuck! fuck! af bar græmmelse ... indtil det går op for ham, hvor mange likes hans dick faktisk har indkasseret. Cool!
Med hilsen til den gode gamle dannelsesbibel fra 1918 udstiller ’Takt og Tone’ i en række små eksemplariske scener, hvordan vi bevæger os i et mineret felt uden klare grænser at styre efter – dem tog 1960’ernes autoritetsopgør, mens de sociale medier er ved at gøre kål på resten.
Et utal af diffuse regler dirigerer i det skjulte vores omgang med hinanden, hvor vi efterhånden tumler rundt som korporlige analfabeter. Her kunne man godt have brug for en Emma Gad 3.0.
LÆS OGSÅ:
Hvorfor betragtes det f.eks. nærmest som et overgreb at sætte sig lige ved siden af en medpassager, når der er andre sæder ledige? Eller tag nu bare et helt almindeligt kindkys-kram – hvem kommer ikke til at banke hovedet op i den anden, for hvilken side starter man med?
Alt fra en opsang fra en overgrebskrænket medpassager til forskellen på jubelvenindeknus og knastørt kollegakram bliver demonstreret af Zandersen og Maria Rich ved det eksamensgrønne bord. I bedste stil og med hammerpræcis situationskomik. Men gemmer der sig andet end sjov i dannelsesposen?
Et godt par
Instruktøren Kamilla Wargo Brekling har med bl.a. ’Kvinde kend din krop’ vist, hvor langt og dybt hun kan nå med sin menneskeaflæsning i intens kollageform, men ’Takt og Tone holder sig mest i afdelingen for spøg og skæmt.
Hertil er Zandersen & Rich et godt par, han med sit drengede udtryk og en ironi, der ikke er til at skyde igennem, og hun med sit skarpe, men også mere menneskerummelige udtryk.
Bedst virker det, når de går over gevind – når han skoser folk for ikke at gøre sig nok umage: Istedet for 146 tillykker på hans Facebook kunne de da godt skrive en lille sang og sætte et par trin til … og inden man får set sig om, går han danseamok med et selvgratulerende jubelshow i en sky af konfetti.
SE OGSÅ:
Rich er til gengæld i fuldtræfferhumør, når hun i supermarkedskøen smider tøjet for at give den som tumpet abe, eller når hun furieraser over, hvad Zandersen dog bilder sig ind, når han holder døren for hende – som om hun var for svag til at dreje på håndtaget!
Eller tag nu bare et helt almindeligt kindkys-kram - hvem kommer ikke til at banke hovedet op i den anden, for hvilken side starter man med?
Underholdende er det, men i længden virker de genkendelige situationer noget forudsigelige og løst vævet sammen. Her kunne man måske som modvægt i højere grad have sat af fra Emma Gad for ud fra en anden tid og tone at have sat nutidens skik og brug i skarpere relief. Som dannelsespioneren sagde det: »Kun i døden er man den, der ingen pligt har«.
Hvad har vi i dag inden døden?
