Du befinder dig i et teater.
Din bagdel er solidt plantet i et rødt veloursæde. Teatret hedder Teater Grob, og forestillingen hedder ’Mig og Tyson’ – sidstnævnte henviser til boksestjernen Mike Tyson.
Pludselig bliver du gelejdet op af dit behagelige sæde. Du skal nemlig overvære en boksekamp. En ganske ægte en af slagsen. Inde i teatret. Du skal med andre ord være en del af forestillingen.
Den måde at lave teater på er blot én af de ting, som ifølge Maja Ries, der er administrativ leder på teater Grob, lokker de unge til teatret i hobetal. I sæsonen 2015/2016 blev 45-50 procent af alle solgte billetter på teatret købt af unge under 25 år.
»Hvis vi skal nå de unge, skal vi involvere dem«, siger Maja Ries.
»Vi har blandt andet startet en ungdomsafdeling, der hedder Grow. Det er en udviklingsplatform for unge scenekunstnere, hvor de kan få lov at komme på teatret, udvikle deres ideer og lære af os professionelle. De har både holdt forestillinger og workshops«, siger hun.
De unge i Grow tænker i alternative måder at lave teater på, hvilket kendetegner mange af forestillingerne på teater Grob. Og det tiltrækker de unge, mener Maja Ries.
»Unge kan noget, der tiltrækker unge. Unges kunstsyn er typisk meget bredere end de ældres, så de kan sagtens tænke i film, spildesign, koncerter og teater i en skøn sammenblanding. Det lokker de unge til«.
Generelt står det ikke så skidt til med de unge teatergængere, som man kunne tro. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at hver fjerde tilskuer til scenekunst er under 25 år.
De små teatre er længder foran de store, når det kommer til at tiltrække det yngre publikum. Faktisk blev 57 procent af billetterne på de små storbyteatre solgt til personer under 25 år i sidste sæson. For Det Kongelige Teater var det 20 procent, der blev solgt til unge under 25 år.
»Teatrene har haft et massivt fokus på unge- og børneområdet, og det betyder noget for billetsalget til børn og unge«,siger Louise Ejgod Hansen, der er teaterforsker ved Aarhus Universitet.
»Der er mange, der er enige om, at det er godt, at børn og unge oplever kunst, så i den forstand er det positivt«.
Men ifølge Stig Jarl, der er lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet, skal man dog være opmærksom på, at det ikke er alle unge, der frivilligt sætter deres ben i teatret.
Teaterblog vil fange de unge, hvor de er»Vi har en vækst i publikum under 25 år, men vi ved ikke, om det er publikum, der kommer af sig selv, eller om de er hevet derind af en pædagog«.
Ifølge Tom Ahlberg, der er kulturdebattør og tidligere kulturborgmester i København, kan forklaringen på de små teatres succes hos de unge være, at forholdene på de små teatre gør, at de er bedre til at eksperimentere.
»Institutionsteatrene kører efter et fast repertoire og har sværere ved at omstille sig hurtigt, hvilket er det, de unge vil have. Eksperimenter, formatændringer og sådan nogle ting taler i højere grad til unge end til ældre«.
Ifølge ham er det nemmere for de små teatre at tilpasse sig og følge med tiden.
»Det er supertankeren, der skal flytte sig, i forhold til den lille lystjolle. Hvor den lille lystjolle nok har nemmere ved at have fingeren på pulsen og følge bevægelserne, er supertankeren afhængig af den allerede etablerede drift på en anden måde«, siger Tom Ahlberg.
De store skal lære af de små
En ting skal man dog holde sig for øje i forhold til tallene.
»Man skal være opmærksom på, at mange af dem er børneteatre, der laver teater for børn. Og deres forestillinger er jo målrettet til børn«, siger Stig Jarl.
»Hvis man tager et teater som Det Lille Teater, som aldrig laver teater til publikum over 7 år. Det vil sige, at Det Lille Teaters publikum er næsten 100 procent børn, fordi laver kun børneteater«.
Vil de store teatre blive bedre til at lokke det unge publikum til, kan de ifølge Tom Ahlberg passende tage ved lære af de små teatres succes:
»En af de ting, man kunne opfordre til, var, at de store teatre i endnu højere grad krydsede klinger med de små teatre. Det kunne være en anledning for de store teatre til at afprøve nye dramatikere og afprøve andre skuespillere end dem, der fast giver noget. Det handler om, hvilke energier der kommer ind, og der kan de små teatre have en anden energi end de store. I de små teatre er hver produktion som at starte forfra, det bygger ikke på nogen rutiner, og der er det oplagt, at de store teatre lærer noget af de små«, siger Tom Ahlberg.
fortsæt med at læse
