Man skal lukke øjnene og forestille sig to drenge på 11-12 år siddende på et trappetrin uden for kostskolen. Forestil dig dem gerne med skrammede knæ og korte bukser, også selv om Kaspar Rostrup ikke tør sværge, at de faktisk havde det.
Han og Ib.
De skulle begge blive to af deres generations allerstørste instruktører herhjemme, men det ligger mange år ude i fremtiden. Lige nu er de 11-12 år og sidder på det der trappetrin. De savner deres forældre, men det er bare et livsvilkår. I stedet for at lege sidder de her. De har selv lukkede øjne, og de fortæller hinanden historier, bygger dem ind i en dramaturgi, de finder på hen ad vejen, spændingskurver, points of no return. Miljøer, karakterportrætter.
»Så sker der det, og så sker der det, og så sker det«, genfortæller Kaspar Rostrup her 65-66 år senere. Og han tegner forsøgsvise, næsten abstrakte tegn på bordpladen i køkkenet.
