Jesper Winge Leisner har altid været en nomade.
Som barn boede han sjældent mere end få år et enkelt sted, før familien rykkede teltpælene op og drog videre. Sjælland, Lolland, Falster. Jesper Winge Leisners far var landmand og flyttede fra gård til gård, for af en eller anden grund gik det sjældent særlig godt med hans gårde. En gik konkurs, en havde dårlig høst, en tredje brændte ned. Videre til den næste. Indtil de måtte opgive landbruget helt. Der var dog sjældent dårlig stemning i familien.
»Godt humør og kort hukommelse«, som hans far sagde.
Man skulle være taknemlig for det, der gik godt, og arbejde kunne man jo altid finde, hvis man var klar på at tage fat.
