0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Internettets indtryk bliver til sanselige udtryk, når madoperaen 'Agony' serverer kønsidentitet, fordomme og fire velsmagende retter

Line Tjørnhøjs spiseopera ’Agony’ er et opgør med identitetsideer formet som en sprød menu af svin, desperation og melankolske melodier.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anders Bigum
Foto: Anders Bigum

De medvirkende synger på deres eget sprog og giver stykket både italiensk mandeidioti, svensk kønstvivl og kinesiske køkkenordrer.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad skal man tænke og føle, når man sidder med et bronzeret stykke svinefilet i munden, mens en ung mand bliver kønsskifteopereret? Kan man meningsfyldt mødes om kønsdebatten i et fælles måltid? Det kan man ifølge spiseoperaen ’Agony’, der tematiserer smerte i forhold til køn, identitet og undertrykkelse. Kvinden bag, Line Tjørnhøj, er en usædvanlig komponist. Hun skrev sit første værk som 48-årig, og hun skriver stort set kun opera. Efter et arbejdsliv som sømand og sygeplejerske dukkede hun op ud af det blå og vandt en operakonkurrence i Texas med et værk om anoreksi. Siden har hun skrevet operaer i anderledes formater med alvorlige tematikker – og i forrige uge blev det meddelt, at hun tildeles Carl Nielsen-legatet på trekvart millioner kroner.

Serveringerne begynder med en lille mellemøstlig hapser på et shisoblad på de små borde på armlænene. Rødbede, karamelliseret mandel, skovsyrer. Den friske sødme breder sig i munden, mens aftenens heltinde – patriarkens datter – med arabisk sufisang slår forestillingens spirituelle dimension an. De to slagtøjsspillere akkompagnerer med lyde af knive og kødøkser, der slibes. Smukt og enkelt.