Rosalinde Mynsters ansigt, der krakelerer i smerte, slår stykkets uhyggelige alvor fast og får det smil, det ellers har trukket frem i ens eget ansigt, til at fortrække sig så helt og aldeles.
Foto: Robin Skjoldborg

Rosalinde Mynsters ansigt, der krakelerer i smerte, slår stykkets uhyggelige alvor fast og får det smil, det ellers har trukket frem i ens eget ansigt, til at fortrække sig så helt og aldeles.

Scene

Rosalinde Mynster skinner som sort Lolita i teaterstykket 'Enetime'

Det autoritæres genkomst i Europa får Ionescos absurde stykke til at føles foruroligende aktuel.

Scene

I Paris har Eugène Ionescos ‘Enetime’ spillet uafbrudt på et lille teater siden 1957. Den rumænsk-franske dramatikers absurde klassiker fra 1951 er berømt for at slutte, hvor det begynder, så på sin vis er det ikke andet end fransk konsekvens at lade stykket opføre i et væk. En logisk følge af dets eget plot og pointe om den meningsløse voldsspirals groteske logik.

Fordi ’Enetime’ er et adfærdsstudie i autoritær magt, er det alligevel mere end det. Stykket, der på venstre Seine-bred begynder forfra igen og igen, er også en fortsat advarsel mod fascismens egne cirkelslutninger. Et vedholdende ’glem ikke’, teatrets svar på et monument.

For selv om stykket om relationen mellem en mandlig lærer og en kvindelig elev, der glider fra en flirtende dynamik mellem overbærende belæring og servil underkastelse til ren vold, ikke handler om nazisme, handler det om nazisme.

Ligesom altså alt andet absurd teater, der jo opstod i skyggesiden af Anden Verdenskrigs totale meningstab og vold.

På Sorte Hest får mørket også konkret form af den tone-i-tone sorte scenografi

Teatret ved Sorte Hest har ikke spillet Ionesco uafbrudt de sidste mange år, men næsten. Det har godt kunnet ligne en slags museum for det absurde teater. Her er mangen en københavnsk gymnasieelev gennem tiden blevet præsenteret for fransk konsekvens.

Men så er der alligevel noget ved Sorte Hests aktuelle opsætning af ’Enetime’ og dets undersøgelse af det autoritære, der pludselig føles mere aktuelt end musealt.

Der er noget foruroligende genkendeligt ved hele den brydning mellem videnskab og sandhed, stykket tematiserer. Ved hele det had, som det som et vakkelvornt tårn bygger og bygger op og på det drabeligste lader vælte til sidst.

Mennesker pilles fra hinanden

’Enetime’ er allerede et mørkt stykke. På Sorte Hest får mørket også konkret form af den tone-i-tone sorte scenografi.

Rosalinde Mynster skinner i rollen som den først komisk karikerede elev, en Lolita i sort, der både er dummere og klogere end sin lærer, men i sidste ende også helt kvalmende kropsligt udsat. Hendes ansigt, der krakelerer i smerte, slår stykkets uhyggelige alvor fast og får det smil, det ellers har trukket frem i ens eget ansigt, til at fortrække sig så helt og aldeles.

Sarah Boberg er upåklageligt mekanisk og dukkeagtig i rollen som den afsjælede assistent, der både leverer moralsk formaning og opbakning og i gråt er Mads Willes lærer, der ikke så meget er den strenge autoritet, men derimod langsomt taler og taler sig den meget mere skræmmende vej fra skødesløst tilforladelig til voldeligt selvfortabt.

Det omslag får også den meget fine fysiske manifestation, at skolestuemøblementet midtvejs udskiftes med overdimensionerede udgaver, som både lærer og elev fremstår helt små i forhold til. En stor struktur, som de begge kravler rundt på og kommer til kort over for. Så er det også antydet, at det netop ikke så meget er den enkelte menneskelige tragedie som undtagelse eller historisk engangsforteelse, som Ionescos lektion handler om. Men at det er den tragisk gentagelige struktur, som der her midt i det autoritæres genkomst i europæisk politik måske er bedre grund end nogensinde til at interessere sig for.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce