Nazila Kivi, kritiker og redaktør på Magasinet Friktion:
»For mig er det virkelig svært at se formålet med den her teaterforestilling. Og jeg har set andre kunstneriske initiativer, der forsøger at behandle samme emner, som det her stykke med Madame Nielsen, uden at nogen råbte op om blackfacing og racisme – så det er ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre. Jeg mener bare ikke, at det lykkedes i dette tilfælde. Det er ikke enhver form for sortfarvning af ansigtet, der er blackfacing. Det bliver det, når man karikerer nogle mennesker i en vis sammenhæng. Jeg har selv set stykket med Madame Nielsen, og jeg er tilbøjelig til at være enig i kritikken. Det handler ikke om, at man som hvid ikke kan gå ind i en sort rettighedskamp – det kan man godt. Det handler mere om, hvordan man behandler sit emne. Og jeg synes, at det er et rimelig vildt modsvar, der kommer. Faktisk er det kritikerne, der bliver dømt på deres mørke hudfarve, og deres kritik bliver gjort til, at det må være en farvet kritik – at de synes, at teaterstykket er racistisk, fordi de er mørke, og ikke fordi stykket er lavet, som det nu engang er. Hvis man prøver at se hele debatten lidt oppefra, er det, som om nogles vurdering af, at det er et antiracistisk stykke, bliver taget for at være neutralt, mens andre, der mener, at det er et racistisk stykke, bliver stemplet som en farvet kritik. Men fra mit synspunkt må jeg bare sige, at hvis intentionen var, at det skulle være antiracistisk, så mislykkedes det«.
Må man som hvid kunstner ikke prøve at forstå og skildre racismens anatomi?
