Intentionen med forestillingen er klart formuleret fra starten. For den første sang hedder ’Danmark gennem tusind år’, og det lyder i omkvædet, at omgangen med fortiden skal føre til, at fremtiden bliver bedre, end fortiden har været. Derfor kulminerer historien, set med Sigurds Barretts sympatiske humanistiske øjne, da også med først stiftelsen af FN og indførelsen af menneskerettighederne i kølvandet på Anden Verdenskrigs grusomheder og siden med Berlinmurens fald i 1989. Vi sendes hjem med en formaning om, at grænser kun findes i vores hoveder, og at hjerterne ikke nødvendigvis anerkender konceptet. Så tilpas sympatisk, at Dansk Folkepartis hjernetrust ville ærgre sig gule og grønne, hvis de vidste, at en generation af uvildige børn sidder og synger med på sådan noget pladderhumanistisk, godhedsindustriel indoktrinering.