Preben Kristensen som den gamle Gynt ved slutningen af livets lange identitetsridt.
Foto: Thomas Petri

Preben Kristensen som den gamle Gynt ved slutningen af livets lange identitetsridt.

Scene

Teateranmeldelse: Peer Gynt løber rundt og rundt på drejescenen, så alle forstår, at han er rådvild og flakkende

Folketeatrets Ibsen-fantast kæmper for at finde balancen mellem identitetsdrama og eventyrlig oplevelsesfærd. Med Preben Kristensen i titelrollen kommer der lidt menneskeligt nærvær trods alt.

Scene

Først da gamle Peer Gynt sidder der og skræller et løg, lag for lag, for at finde frem til jegets inderste, står det klart for ham: Bag alle lagene er der ... ingenting.

Det kan man lugte helt op på de bageste rækker, herligt konkret. Der, hvor personligheden skulle have en kerne, er der et hul.

En gabende rund åbning er der også i scenografien bag ham, her hvor eventyreren Gynt efter at have ledt Jorden rundt efter sig selv for en gangs skyld sidder stille og tager sine sokker af.

Det absurde i jagten på sit egentlige selv midt i mylderet af selviscenesatte identiteter behøver vi ikke Svend Brinkmann til at slå fast endnu en gang

Mismodet breder sig – med alt det menneskelige nærvær, som Preben Kristensen er så god til at få en til at mærke.

Endelig begynder dramaet at stramme til. Hvad skulle det hele gøre godt for? Nu har vi set ham – og Cyron Melville som unge Peer – prøve kræfter med alt fra kvinder på stribe til lumske trolde, være fredløs og fattig, succesfuld verdensmand i hvidt jakkesæt og profet i ørkenen. Men »hvor var jeg helt og fuldt mig selv?«.

Ibsen rammer lige ind i vores egen tid

Det absurde i jagten på sit egentlige selv midt i mylderet af selviscenesatte identiteter behøver vi ikke Svend Brinkmann til at slå fast endnu en gang.

Ibsens vilde versedrama ’Peer Gynt’ fra 1867 rammer lige ind i tidens opkørte identitetsjagt og ekstreme individualisme.

Dramaet galopperer derudad med gutten og verdenserobreren fra fjeldet, der kan ride på sin buk i luften, fabulerende frit mellem fantasi og virkelighed – besat af rastløs livshunger, råt forbrugende folk omkring sig.

Han er sig selv ved at være sig selv nok.

Så han er en af vor egne, os, der interesseret sidder og ser på hullet midt i det hele – uden selv at fatte, hvordan vi skal fylde det i vores – mit – eget liv. Her er Folketeatrets ’Peer Gynt’ ikke til den store hjælp før til sidst.

Dovre-troldene til skolekomediekarneval

Forestillingen har svært ved at finde balancen mellem Peers flyvsk eventyrlige færd og så alvoren i identitetsopgøret. Instruktøren Moqi Simon Trolin har effektfuldt strammet Ibsens store monstrum af en tekst, der spænder lige fra nationalromantisk bruderov over Dovre-trolde til surrealistisk galeanstalt.

Men der er ikke mange verselinjer tilbage til at angive tonen og rytmen, og forestillingen kommer til at lukke noget af luften – poesien – ud af det hele til fordel for det realistisk årsagsforklarende: Peer har hang til at drikke, fordi hans far var alkoholiker, Peer elsker at lyve og digte, fordi Mor Åse selv fandt på alskens godnathistorier.

Igen og igen skal han løbe rundt på drejescenen, så hver og en forstår, at han er rådvild og omkringflakkende

Igen og igen skal han løbe rundt på drejescenen, så hver og en forstår, at han er rådvild og omkringflakkende.

Men frem for at være regulære modstandere fremstår de afstraffende slagsbrødre i bygden med en kitschet humor som en slags Orla Frøsnapper-slæng, Dovre-troldene ser ud, som var de til skolekomediekarneval, ligesom Einar Skinnarmoes scenografi i første halvdel tager sig ud som en rodet udklædningsbiks.

Cyron Melville kæmper for at trænge igennem med sin desperate jagt efter indre fylde, uden at det rigtig er til at mærke. Og der, hvor den er at finde – i kærligheden hos hans evigt ventende brud, Solveig – er hun i Mathilde Norholts skikkelse gjort lige lovlig sukkersød.

Til gengæld strømmer det med ramsaltet skældud, benovelse og kærlig varme fra Anette Støvelbæk som Mor Åse. Her er der bund i løjerne, ligesom når Peer med Preben Kristensen når frem til løget.

På linje med Mor Åse og Solveig står Jullie Hjetland troligt i scenens udkant med sin lysende sang som et nutidigt ekko af Griegs gamle Gynt-musik. En sorgfuld susen og et brusende løft mod andre vidder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce