0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verdens mest populære opera er tilbage på Det Kongelige, og nu er kvinderne endnu mere magtfulde

Opdateret produktion af ’La traviata’ på Det Kongelige Teater erstatter sårbarhed med kraft, så Verdis betalte elskerinde kan skabe nutidig genklang.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miklos Szabo
Foto: Miklos Szabo

Gisela Stille som en bevidst kraftfuld Violetta og Francesco Castero som hendes Alfredo i anden akt, hvor parret lige når at smage på den forbudte lykke.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den ligger allerøverst på listen over, hvad publikum verden over gerne vil se og høre, når de går i operaen. Verdis ’La traviata’ slår selv Puccinis ’La bohème’ og Bizets ’Carmen’ i statistikkerne over, hvilke operaer der spilles mest, og den har det til fælles med konkurrenterne, at den vrider de tragiske følelser så meget, det overhovedet kan lade sig gøre.

Violetta lever et luksusliv som det, der i Paris i 1800-tallet blev kaldt en kurtisane. Det vil sige en betalt elskerinde for en rig adelsmand. Men da den unge Alfredo øser sin uforbeholdne forelskelse ud over hende, beslutter hun sig for at springe ud i den ægte kærlighed. Lykken bliver kort. Alfredos far vil ikke have en fastansat escortpige i familien, og selv om Violetta afslår farens penge som kompensation for sønnens kærlighed, er det forbi med lykken. Da Alfredo vender tilbage, og faren har besindet sig, er det for sent. Den tuberkulosesyge Violetta dør.

Der er forskellige måder at iscenesætte verdenshistoriens mest populære opera på, og selv bliver jeg aldrig træt af den opsætning, instruktøren Willy Decker lavede som showcase for Anna Netrebko og Rolando Villazón ved festspillene i Salzburg i midten af nullerne, hvor et ur og en stor rød sofa sammen med en masse fest og champagne var hovedingredienserne i en sindssygt velsunget opførelse.

Men nu er en anden, mere nænsom realisering af ’La traviata’ fra samme tid tilbage. På Det Kongelige Teater, hvor genopsætninger ellers var afskaffet i Kasper Holtens tid som operachef, har de fundet tjekken David Radoks ’La traviata’ frem af gemmerne. Radok behandler det, der i virkeligheden er Dumas’ berømte historie ’Kameliadamen’, med nænsom respekt. Vi ser Paris funkle med Eiffeltårnet og tusind lys uden for vinduerne, mens Violetta lever det søde liv.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter