Når Tjekhovs sidste stykke, ’Kirsebærhaven’, enten kan tippe til det sjove eller til det kedelige, skyldes det den manglende substans og handling – hvor tilbøjelige karaktererne er til at smyge sig uden om virkeligheden.
Hvor meget de undlader at sige til hinanden ved konstant at tale udenom. Tiden, der skrider ulidelig kronologisk frem i en tilsyneladende uendelighed, uden at noget rigtig sker – indtil alt går ned.
