Lyt til artiklen
’Galathea3000’ på Mungo Park slår en sjov præmis an, der også er lige til tiden: Hvad nu, hvis man tager Ovids gamle myte om Pygmalion, der har fået nok af ustyrlige og krævende kvinder og derfor skaber sin egen kunstige drømmeversion ud af elfenben og kalder hende Galathea, men vender magtforholdet om og fortæller historien i en feministisk 2021-optik?
Så kan Galathea træde ud af myten, ud af det klaustrofobiske scenerum med vægge af lyssøjler, der havde spærret hende inde, gribe mikrofonen, endelig være fortælleren og tale ud i salen som en hævngerrig fremtidsrobot, mens en anden udgave af hende symbolsk ligger tilbage som en død dukke i mandens favn. Det er den præmis, stykket tegner sjovt op.
