Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Ibsens sidste og mindst spillede stykke, ’Når vi døde vågner’, er et besværligt kammerspil, der lader realismen smuldre. Aarhus Teater har fundet hoved og hale i det – bogstavelig talt. Med et klogt fokus på kvinderne.

Sansemættet teaterbrag kan mærkes i sæderne og helt op ad ryggen

Aarhus Teater har hænderne godt nede i den store moderne teaterværktøjskasse i iscenesættelsen af Ibsens svanesang, der gør status over kunstens pris. Foto: Rumle Skafte
Aarhus Teater har hænderne godt nede i den store moderne teaterværktøjskasse i iscenesættelsen af Ibsens svanesang, der gør status over kunstens pris. Foto: Rumle Skafte
Lyt til artiklen

’Når vi døde vågner’ på Aarhus Teater ender som et spjættende og sansemættet brag, der kan mærkes i sæderne og op langs ryggen. Men inden da lider det en smule under også at være iscenesat som et kammerspil – et skisma, der allerede findes i Ibsens mest symbolistiske stykke. Egentlig er det slående, at det også er netop her – i Ibsens selvransagende svanesang fra 1899 – at hans realisme begynder at smuldre og ikke længere synes at kunne formidle det hele.

Men hvis han – eller i hvert fald hans kunstnerarketype, som vi møder her – ikke ligefrem fejlede som kunstner, fejlede han i hvert fald som menneske, der også skulle være kunstner og dermed se, forme og udnytte andre mennesker. Det er det, ’Når vi døde vågner’ – i konkret og i bred forstand – handler om.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her