Selv om de tydeligste referencer i intimteatret Riddersalens forårskabaret er mellemkrigstidens tyske teaterekspressionisme og 1980’ernes postpunkede undergangsfetichisme, er der intet som helst fortidigt over forestillingen.
Der suttes ikke på dommedagsvisioner og skævvredne perspektiver, som var det kongen af Danmark-bolsjer i en coronatid. Nej, man går med fynd og klem samt vid og bid i kødet på tidsånden, der dikterer selvoptagethed og selvhjælp, men til gengæld meget ofte mister det lidt større perspektiv. For hvis man hele tiden, som der fra scenen gøres opmærksom på gentagne gange, skal huske wellness, orgasmeoptimering og omfavnelse af tilværelsens uendelige kompleksitet, ender man meget ofte med at spille slagordsfirkort frem for egentlig at udrette noget for såvel sig selv som klodens generelle tilstand.
