Sikke en smuk aften, vi træder ud i!«, lød det fra en af mine medtilskuere, da vi let svimle over en forunderlig anderledes teateroplevelse forlod ’Timerne’ i Skuespilhuset – og stod dér og nød det frostklare, dybblå mørke over havnen.

Det var præcis et af de små særlige øjeblikke, som Virginia Woolf-forestillingen havde skærpet fornemmelsen for – også for hvor hurtigt det kan skifte. To minutter efter stod jeg med møgbeskidte hænder og baksede indædt med kæden på min cykel.