Hvis disse mure kunne tale ... For en gangs skyld kom der liv i en lettere udtjent frase – og en ditto provinsby. Her en sen aftentime i Helsingør tonede byens indbyggere pludselig frem på husmurene. Lysende projektioner, larger than life, befolkede mørket, de skjulte liv bag murene kom til syne, i takt med at flokken af tilskuere bevægede sig rundt gennem gader og dunkle passager. Husene fik ansigt. Fascinerende at se hr. og fru Helsingør dukke frem foran huset, de bor i, Med deres hund, børn, nydelige havelåge eller indgangsdør i betonmuren. Blitzede destillater af autentisk liv, rørende enkelt. Reality game Samtidig indgår de i en leg med virkeligheden, et besværgende reality game.
Som flimrende genfærd dukker de op for undervejs at blive mødt af live hiphopdansere, to kvinder i et vindue, der vander potteplanter, eller det allestedsnærværende knarvorne spøgelse, der – som dukke eller projektion – agerer fortæller i aftenens jagt på Helsingørs skjulte liv. Når forestillingen har fået titlen ’Spøgelser’ af det franske kunstnerkollektiv Komplexkapharnaüm (der i øvrigt har været et fremtrædende navn på Avignon Festivalen i år), er det i sig selv et statement om en by, der står i fortidens tegn med gamle maleriske huse, et ry som fordums skibsværftsby og med old Hamlet som den mest berømte helsingoraner. Ung grokraft Men samtidig forsøger de at fremmane en anden form for liv. For fuld musik og som multimedieshow bliver det en spektakulær spøgelsesjagt med elementer af Distortion, gang i gaden. Eminent er det, som de franske aktører kan danse rundt med deres videoudstyr og mobile musikanlæg. Desværre bliver vi også udsat for historielektioner, der tungt ruller over murene, når den ene hvidskæggede mand efter den anden skal berette om Øresundstold, skibsværftsarbejdet osv. Det bryder den flimrende, rytmiske leg med byens mylder af ansigter, som er forestillingens force. Man skulle ud fra forestillingens signalement tro, at Helsingør var befolket af lutter unge, folk af anden etnisk herkomst samt ældre medborgere. Ikke desto mindre er det et godt bud på en by, der mageligt læner sig op ad sin fortid, men med en broget, ung grokraft på diffust udkig efter noget andet. Som fortællerspøgelset siger det, da det manende toner frem på Kronborgs fjerne mure: »Der er noget råddent i staten Europa«. Flabet gadearnaki ’Spøgelser’ har dog ikke været ene om at sætte gang i byen i den forløbne uge, som nu for niende år i træk har tjent som altmuligscene for gadeteaterfestivalen Passage, der sideløbende også foregår i Helsingborg. Det er festivalens klare styrke, at den rækker ud med begge arme i ambitionen om at sende teateret ud på gaden for at vende op og ned på byen og dens dagligdag. Så der satses både på de mere udforskende, kunstneriske interventioner i byrummet såsom ’Spøgelser’, og samtidig dyrker man et bredt spektrum af mere traditionelt gadeteater. Der er både noget for folk på gaden og for eliten, og når det er bedst, er det ikke til at sige, hvad der er hvad.
