Hvad er det egentlig, mændene laver ude på badeværelset? Det forlyder jo, at når kvinderne i dag stormer frem, er det det sidste tilflugtssted, hvor mændene kan være i fred. Til at gøre hvad?
Det har Limfjordsteatret et godt svar på: Mændene leger riddere, gør de!
Forgæves står konen her og banker på badeværelsesdøren til det allerhelligste: »Ole, hvad laver du?«. LÆS OGSÅLedige får billige billetter til homo-kærlighedshistorie
Men Ole i hjemmestrik og badetøfler er fuldstændig tabt for omverdenen. Så forgabt i sine ridderromaner, at de breder sig med myldrende hærskarer af bogstaver over hele interiøret.
Klar til kamp
Og ligesom Cervantes' Don Quixote fra 1605 selv havde forlæst sig så meget på ridderromantikken, at det for ham var den skinbarlige virkelighed, må selveste überhelten Don Q selvfølgelig manifestere sig ud af det blå på bademåtten.
Med metaltragt på hovedet, følsomt overskæg og hævet kårde er han rede til at gå til kamp mod fjendtlige brusere og skumle badeforhæng. En garde!
Så må selv et forskanset tøffeldyr som Ole også mande sig op og gå i aktion med hævet toiletbørste. Som forestillingens undertitel lyder: Ridderen der kæmper for at turde turde.
Mangler konfrontation
De er et godt par: splejsede Tea Rønne som den ukueligt kejtet-storladne Don Q og Kim Dinesen som hverdagsridderen med klovnestrithår og melodramatiske øjenbryn.
Men instruktøren Gitta Malling, som også er leder af Limfjordsteatret, kunne godt have sørget for, at de gik mere i clinch med hinanden, så deres indbyrdes forhold stod klarere og kom på en prøve. Vist er der lidt Sancho Panza over Ole, men samtidig er han også totalt ridder-liderlig. Det hele går jo ud på at lære mandsmod af Don Q. LÆS OGSÅTeatergyser hjælper unge hjemmefra uden vold
Sjovt er det, når de to havner i badekarret, og fabulerende videoprojektioner sender dem på eventyr i trækronerne, på hesteryg eller på vej mod stjernerne.
Samtidig udmærker den ordløse ridderduel sig ved en boblende, pruttende og strømmende musikalsk lydside, så tilpas hverdagsnær og ikke desto mindre fantasigakket, at ungerne griner og er helt med - også når historien måske ikke helt er til at overskue.
Fantasi på badeværelset
Man kan kun være glad for, at Limfjordsteatret har sendt 'Don Q' til København. Så vi også her kan slippe fantasien løs under bruseren og få blik for, hvad det egentlig er for en kamp, en ridder af eget toilet i dag skal »turde turde«.
Det mest nærliggende er nok at turde møde hende konen derude, der banker løs på døren - og ikke synes at være nogen Dulcinea - med et: »Tys, kvinde, nu er det mandetid!«.
Børneteater afslører, hvad mænd laver på W.C. i timevis






























