Økonomi mig her og økonomi mig der. Lad os nu glemme krisen og svælge lidt i en omgang ubegrundet optimisme. Hvorfor al den dysterhed? Den politiske tekst er i højsædet i Cirkusrevyen i år. Der er skruet op for den sociale indignation. Åbningsnummeret ’Takket være jer’ sender en varm hilsen til Kurt Weill og krisetyverne. Det starter i tysk kabaret og ender i amerikansk vaudeville, som ligeledes fejrede triumfer under den seneste verdensdepression. Med brede tandpastasmil og gæve hæletramp priser man os for overhovedet at være kommet. Kapelmester James Price rejser musikalsk virtuost frem og tilbage over Atlanten. Blæret. Men er det ikke en tand for meget? Er de ikke bare et bundt pleasere deroppe, som smigrer os til at glemme, at vi har betalt et mindre afdragsfrit lån for billetten?
Kuldegysninger
Jo, jo. Men skuespillernes ironiske glimt i øjet minder os om den forførende politiske dobbeltsnak, der præger vores tid. Hvad er det egentlig, man forsøger at overtale os til? Svinge dankortet noget mere? Sige ja til finanspagten?
Angela Merkel truer med bål og brand i ’Hilsen fra unionen’, hvis vi siger nej. Lisbet Dahl er dejligt tør og nærmest rørende som den tyske jernlady. Men skræmmende, når hun sætter sig til klaveret og foredrager europæisk integration og monetær union til et stykke musik af Ludwig van Beethoven. »I må gerne synge med, og hvis I ikke synger med, har vi andre metoder«.
Man får kuldegysninger. Klassisk musik og politiske visioner klinger bare ikke godt sammen i en europæisk kontekst. I ’En rigtig god løsning’ udfolder Ditte Hansen sit komiske talent som neurotisk hysteriker i portrættet af Helle Thorning-Schmidt: »Vi kommer med en rigtig god løsning i morgen ...«. Den danske statsministers vankelmod skræmmer ikke mindre end den tyske kanslers stålsathed.
Rytme og show i Ulf Pilgaard
Carl-Erik Sørensen har skrevet de to tekster, som er blandt aftenens bedste. Sørensen har et godt blik for de fascistoide strømninger i vores krisetid. Men uden at miste grebet om sprog, rim og rytme. Til gengæld bliver satiren for letkøbt i Henrik Lykkegaards afskedssang til Pia Kjærsgaard, ’Intet er så skidt ...’.
