Lyt til artiklen
Totalt nederen. Først får man en skodtur til Sønderjylland i konfirmationsgave, og så plaskregner det! Der er ikke noget at sige til, at Emma stiller sig op på en eller anden Storebæltsbro, parat til at springe ud. Et styk møgforkælet dansk ungdom, midt i en krisetid. Men teenagetøsen fra velhaverhjemmet har bare været vant til at få, hvad hun rakte ud efter – for at dække over følelsen af at være et nul.
LÆS OGSÅ Ungdomsteater om penge: »Det er ikke et pædagogisk projekt«
Mærkevaretøjet hober sig op på det guldskinnende scenegulv. Det ligner nu mest af alt kludebunker på et loppetorv. Meget passende, for Emmas mor er blevet fyret fra sit topjob og forsøger skingert at dække over katastrofen og familiens deroute – selv om der i virkeligheden ikke var råd til de der konfirmationssølvtallerkener til 70.
Men uden penge (dvs. mange penge) er man bare ikke attraktiv, man er udenfor. Faktisk er man ingenting.
Hverken Emma, hendes mor eller hendes top selvfede klassekammerat Emil er noget særtilfælde som forbrugsjunkier. De er snydt ud af næsen på vores nærmest fundamentalistiske materialisme.
Krisestof til teatret
Der er intet som penge til at få ens følelser i kog. Hvilke andre værdier skulle det ellers være legitimt at styre efter?
Som en anden fattigrøv, Linda P i ’En tjener for to’ på Edison, siger det: »Er der en Gud, og tjener han mere end mig?«.
LÆS ANMELDELSELinda P tumler sig igennem sæsonens bedste grin Om ikke andet er der det gode ved finanskrisen, at den leverer stof til teatrene.
