Troldene fra ’Et folkesagn’ er nu blevet så moderne, at de tager en tur med metroen. Forleden rykkede et hold depraverede troldeskabninger ind på Kgs. Nytorvs metrostation – og godt ind på livet af både børn og voksne. For ovenover, på Det Kongelige Teaters Gl. Scene, er det lykkedes at skabe en Bournonvilleforestilling, der faktisk kan fungere for hele familien.
Der er – nænsomt – sparket nyt liv i Bournonvilles nationalromantiske, eventyrlige biedermeieridyl. Flot og fængende tager det sig ud med farligt forlokkende elverpiger og grotesk sjove trolde, samtidig med at der er sat fuldt blus på lystfyldte drifter og psykologisk splittelse.






























