Lyt til artiklen
Når de unge elskende i Hans Werner Henzes opera ’Boulevard Solitude’ skal udtrykke ægte følelser, gør de det atonalt. Tilliden til tonearterne var, ligesom tilliden til så meget andet, simpelthen slidt op dengang i begyndelsen af 1950’erne, og når der synges noget, hvor teksten rimer, eller tonerne lyder som god, gammeldags melodi, kan man være sikker på, at personen, der synger det, er lusket og moralsk anløben.
Med operaen ’Boulevard Solitude’ taler vi om et stykke knivskarpt, uhyre velskrevet avantgardeopera, fra dengang man virkelig tog begrebet avantgarde alvorligt.
