Dér ligger det ulmende kød, vi ikke vil kendes ved. En lille rødglødende cirkelrund bunke sand på gulvet tjener som inkarnation af den menneskekrop, der aldrig får lov til at blive født eller til at blive særlig gammel. Frasorteret som et ikke værdigt liv. Nu som før.
Giver det mening at sammenligne nutidens fjernelse af fostre på grund af kromosomfejl med nazisternes eutanasiprogrammer? Det er i hvert fald den sag, den norske dramatiker Kristoffer Blindheim Grønskag er ude i med sit prisvindende stykke ’Kinder K’, hvor han modstiller et ungt par, der overvejer abort ved udsigten til at få et barn med risiko for ikke at være normalt, med den autentiske historie om spædbarnet Gerhard Kretschmar, der i 1939 som den første blev hjulpet ud af verden som start på naziregimets udryddelse af uværdige liv.
