Rejsen ind i den dystre skildring af verdens dystre tilstand begynder i sneørkner, i sumpe og i klaustrofobisk tæthed af støv – og slutter i Solens brændende hvidhed. Floder af farvestrålende plastik og mudder ender som ingenting i ren og skær undergang. Aftenens forløb er enkelt, men virkelig virkningsfuldt.
Hotel Pro Formas klimaberetning ’Neoarctic’ er en del af operaprogrammet på Det Kgl. Teater. Men det er nok de færreste, der vil beskrive det som opera. Der er ingen handling, og der er ingen karakterer. I stedet får man 12 digte sunget af 13 korsangere på scenen som 12 vidt forskellige billeder. Men der er nu alligevel noget temmelig operaagtigt over det. I hvert fald hvis man forbinder opera med urealistiske, fantastiske fremstillinger af verden, hvor tiden sættes i stå, mens et abstrakt spørgsmål bliver besunget igen og igen og igen indtil det punkt, hvor det bliver mere nærværende end virkeligheden selv.
