Højdepunktet indtræffer i begyndelsen af anden akt, da den kvindelige hovedrolle, natklubsangerinden Reno Sweeney, giver den gas i nummeret ’Blæs, Gabriel, blæs’ foran hele ensemblet af dansere og skuespillere. Konfronteret med en kaskade af kroppe, pailletter, simili og farvet lys til inciterende jazzede toner forstår man, hvad scenemusicalen kan, når den er bedst: Den kan skabe en følelse af intenst nærvær, som ophæver éns bevidsthed om egen eksistens.
Fra at være et væsen med personnummer, adresse, realkreditgæld og hul i strømperne ophæves man nærmest til en anden sfære, hvor man som en membran prikkes og puffes af tonerne, trinnene og temposkiftene. It’s de-lightful, it’s delicious, it’s delovely, som den engelske tekst til et af hovednumrene lyder.
