For tiden står to mænd og venter i al evighed under et udgået træ i Nørregade, mens en mand på Østerbro står over for en mur af et retssystem uden nåde. Afmægtige er de, underlagt større kræfter, end man kan fatte. Eksistentielt mørke Det er en god udfordring, at to store teatre, Folketeatret og Republique, har valgt at overlade scenen til Becketts ’Mens vi venter på Godot’ og Kafkas ’Processen’. To moderne klassikere, der, uanset at det er et kvart århundrede mellem dem (fra hhv. 1925 og 1953), står som emblematiske udtryk for et absurd, eksistentielt mørke. Hvad i al verden har de at gøre her i superindividualismens velmagtsdage med uindskrænket globalt udfoldelsesrum, hvor det ikke kan gå hurtigt nok med at få jahatten på – the sky is the limit og yes, you can do it?
Men de rammer netop – midt i den grænseløse vestlige frihedsideologi – følelsen af at sidde fast, fordi vi reelt er ret så handlingslammede over for overmægtige, uigennemskuelige kræfter.
