Stephen Sondheim er blevet kaldt musicalens Shakespeare. Og det er måske nok store ord, men sikkert er det, at han står som den store fornyer af den amerikanske musical med sin fusion af populærmusik og modernistisk kompositionsmusik.
Hans stil er på én gang ørehængende og krads, og i hans musikalske univers må man forberede sig på, at når en sanglinje mest naturligt ville gå ned og ende på grundtonen, går den i stedet op og hænger og dirrer, saftspændt og modig. Udfordrende.
’Into The Woods’ er en sådan udfordring. På overfladen en skæg postmoderne samling af eventyrhistorier flettet ind i hinanden.
Men under overfladen en moralsk fabel om, at den umiddelbare lykke ikke nødvendigvis er den holdbare og endelige, og at vi træffer valg, der påvirker vores livsbane og andres, og som ikke kan gøres om. Og det er måske nok heri, slægtskabet med Shakespeare ligger.
Thi han undersøgte jo også valget og dets konsekvenser med stadigt udblik til the human condition i en tid, hvor alting ellers mentes at være skrevet histoppe og således uforanderligt for mennesker.
Det er historien om et barnløst bagerpar, en overbeskyttende mor, en sulten dreng, en ung pige med hovedet fuldt af drømme, et par kærlighedssyge prinser plus det løse. Og figurerne kender de fleste fra eventyr som ’Askepot’, ’Jack og bønnestagen’, ’Rapunzel’ og ’Rødhætte’.
Det ender naturligvis lykkeligt. Men for en gangs skyld lever ikke alle medvirkende til deres dages ende med et saligt smil om munden. For i skovens mørke sker der ting og sager. Mennesker dør, ulykker finder sted, og begæret får frit spil. Der er sultne ulve, snarrådige jægere; byttet bliver jæger, og jæger bliver bytte.
Egentlig skulle man ikke tro, at Glassalens relativt trange sceneforhold egnede sig til en så forholdsvis folkerig forestilling som ’Into The Woods’. Men det er med snilde og inddragelse af bagscenearealet lykkedes at skabe et rum, der fungerer fint som både by med slot og skov med dybde.
Godt nok er optrinnene med samtlige medvirkende på scenen ikke lige til at overskue for de første par rækker. Til gengæld får man til fulde fornemmelsen af netop markedsplads og folkemængde, så man ikke sidder og tænker skolekomedie.
Kulissen er enkel. Det er imponerende, hvor meget skov man kan få ud af en drejescene og tre store stuebirke, og selv en himmelstræbende bønnespire kan skabes ved at hæve en cirkel gulv halvanden meters penge. Kostumerne er ikke overdrevne.
Musikken er lige i skabet
Det er stereotypiske klædedragter fra et eventyrunivers, alle kender – sine steder lige tvistet en kende, så det understreger det lurende begær og den allestedsnærværende seksualitet, der er så meget på spil i forestillingen.
Stort set alle medvirkende er uhyre velsyngende og efne i deres levering af den relativt svære musik. Som sanger får man ikke ret meget refræn forærende; men det mærker man intet til.
Joachim Knop og Henrik Launbjerg prinser den med stor musikalitet, og Johannes Nymark fortolker sin heroiske bagersvend med ægte patos, bakket flot op af Silke Biranell som hans uefterrettelige hustru. Og Maria Wichmanns rødhårede Askepot kan man ikke andet end falde for, ligesom den gode rødhætte, Sofie Amalie Kronborg Christensen, er indtagende.
Forestillingens svaghed ligger i den tumult, man fornemmer instruktøren har en faible for. Sine steder bliver det ubærligt med al den råben og renden omkring, fordi det er unødvendigt. Især i et så lille rum, hvor turbulensen næsten bliver til en skypumpe af støj, som kvæler nuancer og gør en træt.
Der er også et par enkelte svipsere i form af overspil og grimasser, der trods det ellers klichéfyldte univers ikke passer, fordi de er for meget.
Til gengæld er den musikalske side af sagen lige i skabet. Musikken er herligt nærværende, fordi dele af orkestret sidder omkring scenen – iført kjoler og kvindelige frisurer uanset køn. En morsom detalje i disse så kønsdebatterende tider.
Generelt er opsætningen ualmindeligt vellykket. Men den er – og det er jo komponistens egen skyld – for lang. Første akt nærmer sig spillefilmslængde, og det er i overkanten.
Ikke mindst når man sidder på Glassalens torturinstrumenter af stole – man burde overveje at inkludere massage i prisen. Og kan man tilgive Langdal hans hang til det højrøstede, vil man elske ’Into The Woods’.
fortsæt med at læse
