0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Begæret får frit spil i vellykket opsætning af 'Into The Woods'

Peter Langdals opsætning af Stephen Sondheims nyklassiske musical ’Into The Woods’ fra 1986 fungerer fornemt på Glassalens lille scene – trods lovlig megen udvendighed og råben og skrigen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pr-foto
Foto: Pr-foto

Maria Wickmann spiller, så man ikke kan andet end at falde for hende.

Teateranmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Teateranmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stephen Sondheim er blevet kaldt musicalens Shakespeare. Og det er måske nok store ord, men sikkert er det, at han står som den store fornyer af den amerikanske musical med sin fusion af populærmusik og modernistisk kompositionsmusik.

Hans stil er på én gang ørehængende og krads, og i hans musikalske univers må man forberede sig på, at når en sanglinje mest naturligt ville gå ned og ende på grundtonen, går den i stedet op og hænger og dirrer, saftspændt og modig. Udfordrende.

’Into The Woods’ er en sådan udfordring. På overfladen en skæg postmoderne samling af eventyrhistorier flettet ind i hinanden.

Men under overfladen en moralsk fabel om, at den umiddelbare lykke ikke nødvendigvis er den holdbare og endelige, og at vi træffer valg, der påvirker vores livsbane og andres, og som ikke kan gøres om. Og det er måske nok heri, slægtskabet med Shakespeare ligger.

Maria Wichmanns rødhårede Askepot kan man ikke andet end falde for

Thi han undersøgte jo også valget og dets konsekvenser med stadigt udblik til the human condition i en tid, hvor alting ellers mentes at være skrevet histoppe og således uforanderligt for mennesker.

Det er historien om et barnløst bagerpar, en overbeskyttende mor, en sulten dreng, en ung pige med hovedet fuldt af drømme, et par kærlighedssyge prinser plus det løse. Og figurerne kender de fleste fra eventyr som ’Askepot’, ’Jack og bønnestagen’, ’Rapunzel’ og ’Rødhætte’.

Det ender naturligvis lykkeligt. Men for en gangs skyld lever ikke alle medvirkende til deres dages ende med et saligt smil om munden. For i skovens mørke sker der ting og sager. Mennesker dør, ulykker finder sted, og begæret får frit spil. Der er sultne ulve, snarrådige jægere; byttet bliver jæger, og jæger bliver bytte.