Lyt til artiklen
Mennesket, vi møder på scenen, har plastik i ansigtet, det taler med forvrænget stemme og bevæger sig i slowmotion med robotagtig mimik. Det bliver næsten ved med at være sjovt i Christian Lollikes stykke ’Revolution’: fire venner, der sidder i en sofa som i en sitcom.
Vi ved ikke rigtig, hvad der er sket med dem, men latteren er forkert, desperat. Deres følelser virker mekaniske og manipulerede, og pludselig kan stemmerne begynde at hakke. Den kliniske Ikea-æstetik peger i retning af noget, der både er hjemligt og ikke er det. Deres ’hjem’ er et klaustrofobisk og kapitalistisk udstillingsvindue – det er dér, vi befinder os i dag, synes stykket at sige.
