Hvem vil ikke gerne være Carmen? Gradvis bliver scenen overtaget af et mylder af farvestrålende storskørtede flamencoprimadonnaer m/k, så det ikke er til at se, hvem der er hovedpersonen. Og det er meningen, på godt og ondt. Lidt som i børnebogslegen ’Find Holger’: Find Carmen, hun er over det hele.
I den spanske koreograf Marcos Moraus bud på det populære jalousidrama er det ikke Carmen som karakter, der står i centrum, heller ikke selve historien om den fatale forførerske fra tobaksfabrikken og hendes affære med Don José, som hun svigter til fordel for en toreador. Derimod bruges historien som afsæt for en fængende opvisning af humoristisk Carmen-kitsch i strømførende samspil med Georges Bizets musik, pimpet op med bl.a. Rimskij-Korsakov. Ikke den store koreografi, men en storstilet leg med, hvordan man dekonstruerer en Carmen-figur som den fiktion, hun reelt er. Er der noget bag klicheen?
